fbpx

“Ingen skam at tabe til Hurricane Red”

Med tre storløbssejre i tre forsøg, gjorde Bent Olsen-trænede Brownie rent bord i den norske hovedstad i 2016. Torsdag er Brownie tilbage på Øvrevoll, som har en forrygende storløbsaften i vente.


Brownie starter i Polar Mile Cup (L) over 1600 meter med 175.000 norske kroner i førstepræmie. Staldkammeraten Jubilance skal ud i Oslo Cup (Gr.3) over 2400 meter med 300.000 i førstepræmie.

”Brownie er ikke dårligere i år, og har jo næsten allerede indløbet en million kroner i 2017″, fortæller Olsen til GalopSport.

“Nederlaget senest i Stockholm tager jeg ikke så tungt. Han fik ikke noget godt løb, men det gjorde vinderen (Hurricane Red. – red.) på den anden side heller ikke. Og nu er det heller ingen skam, at tabe til Hurricane Red”, fortsætter den danske championtræner, som forsikrer, at Brownie er kommet fint over starten på Bro Park.

”Han gik en græsgalop i Klampenborg i torsdags sammen med Jubilance. Oliver Wilson red Brownie og Marcus Robaldo red Jubilance”.

”Jeg tror på sejschance med Brownie, det gør jeg altid når han starter. Jeg har bemærket, at han er sænket et kilo efter andenpladsen på Bro Park. Det undrer mig, men det spiller heller ingen rolle, da han ikke løber i handicaps”.

Jubilance skal for første gang i år ud over 2400 meter, og han dyster mod navne som netop Hurricane Red og to øvrige Derbyvindere i Bokan og Eye In The Sky.

”Han er en hædershest, som aldrig gør sig bort. Alt ser fint ud med ham, og han kan bestemt få en præmie med hjem. Mine heste rejser til Norge i morgen, mens jeg selv tager derop torsdag”, sammenfatter Bent Olsen.

Også Flemming Velin sender en duo af sted til Oslo – Guerre møder bl.a. Brownie i Polar Mile Cup (L), mens Giuseppe Piazzi støder på Hurricane Red og kompagni i Oslo Cup (Gr.3).


Program: Øvrevoll, torsdag 13. juli kl. 18.15.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top