Sveriges enlige repræsentant under årets Dubai World Cup Carnival på Meydan, Nina Lensvik-trænede Havandi, lå velplaceret undervejs og lignede en overgang en potentiel præmietager ved indgangen til opløbet, men han faldt siden hurtigt fra og endte uplaceret i Jafza One på Meydan.
Havandi (Le Havre) startede for blot tredje gang i karrieren og kom til Dubai som ubesejret i sine to tidligere starter hjemme på Jägersros dirt track.
Hér blev han for første gang forsøgt på græs, og det så også ud til at passe ham fint undervejs, men da det for alvor gjaldt, faldt den 4-årige vallak tilbage gennem feltet under Mickael Barzalona.
Havandi sluttede på 11. pladsen, 15 længder efter den spanske vinder Thundering (Night Of Thunder), som sejrede for den mangedobbelte championjockey i Spanien, tjekkiske Vaclav Janacek, og træner Guillermo Arizkorreta.