Aalborg Væddeløbsbane har igennem de seneste måneder været omdannet til en byggeplads på grund af en større omlægning af den eksisterende travbane. I morgen, søndag, slår væddeløbsbanen officielt dørene op for den nyanlagte bane. Samtidig indledes galopsæsonen 2006 endelig. Den nye travbane er anlagt med doserede sving, der har betydet en hævning af den eksisterende travbane med 1,70 meter i begge sving.
– Af Lone Kaalund Thiel
Meget attraktivt for travet men et lille minus for galoppens publikum. Galopentusiaster vil nemlig opleve, at hestene løber ind bag ved bakkerne og ud af publikums synsfelt. Det er selvfølgelig ærgeligt vil mange mene, men for væddeløbsbanens eksistens som helhed er det dejligt at se nye spændende initiativer som netop den anderledes travbane i Aalborg. Det fine banelegeme skaber selvfølgelig mulighed for bedre sport, og det kan kun gavne sporten. Herunder også galoppen. Så derfor skal der herfra lyde et stort tillykke til Aalborg Væddeløbsbane med den flotte travbane.
Galoppen lægger ud med de to traditionsrige løb Silver Blaze og Professor Moriartys Memorial, der rides til minde om nu afdøde tegner og generalhandicapper Henry Lauritzen. Felterne er kvantitativt små, men hestene ‘står godt til hinanden’ i begge løb, hvor det er vanskeligt at spå om udfaldet.
Mange trænere i Aalborg-området har udover den lange frostvinter haft meget dårlige træningsforhold på væddeløbsbanen, hvorfor mange heste endnu ikke er startklare i det nordjyske.
Nu er solen endelig kommet og banen er klar, så derfor bliver det spændende at se en flot sæson i Aalborg, hvor rekordmange heste – nemlig 95 stk – er anmeldt i træning. Ikke mindst er det positivt, at der i år er meldt hele 12 2-åringer i træning, og at der er tilknyttet tre professionelle trænere til banen. Hvornår er det sidst set i Nordjylland!