fbpx

Hvilken opvisning! Gemstone løb med de 400.000

Efter en ren magtdemonstration og føring fra start til mål, sejrede Marc Stott-trænede Gemstone med mange længder i historiens første udgave af Bro Park Trial med 400.000 kronor i førstepræmie. Den nærmest skudsikre form fra Mingun-sønnens sæsondebut holdt dermed stik.


Bro Park Trial-feltet med Gemstone i front. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Bro Park Trial-feltet med Gemstone i front. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Oliver Wilson valgte at sende Gemstone af sted fra start, og fra spor fire havde parret fået føringen indvendigt med Good Eye nærmest.

Ud på bagsiden fortsatte Gemstone i et godt tempo, og efterhånden brækkede feltet mere og mere over.

Rundt opløbssvinget var Gemstone den eneste på biddet, og allerede ind på opløbsstrækningen var løbet reelt afgjort.

Langt bagfra sluttede La Belle Epoque bedst af de øvrige, men der var langt over 10 længder op til den suveræne vinder.

Yderligere syv længder bag La Belle Epoque fulgte Master Blaster foran Good Eye, Lea og Master Bloom, mens der ikke blev præmiepenge til Appel La Legende, Chivas, Delacour og Silver Seas. Sidstnævnte blev diskvalificeret grundet overskreden maxtid, idet Nicolaj Stott tidligt tog hende op i opløbet.

Præmiepenge blev der til gengæld nok af for Birgitte Bro Lindhardt, der kun har ejet en enkelt galophest før Gemstone, nemlig Ginmann, og det er hvad man kan kalde en ret suveræn begyndelse på livet i galopsporten.


Gemstone og Oliver Wilson sejrer overlegent i Bro Park Trial. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Gemstone og Oliver Wilson sejrer overlegent i Bro Park Trial. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Mod Svenskt Derby

Førstepræmien var 400.000 kronor værd for Gemstone, som dermed rundede en halv million i samlet præmiesum og nu også – i lighed med andenhesten La Belle Epoque – får udstedt i Wild Card med sikret startplads til Svenskt Derby.

Marc Stott udtalte i sidste uge til GalopSport, at såfremt Gemstone vandt Bro Park Trial, så ville det blive vejen mod Svenskt Derby han ville vælge.

Det vil sige enten i et prep på 2200 meter på Jägersro og derefter Derbyet i midten af juli, eller også direkte til Derbyet.

Gemstone står også meldt i Jockeyklubbens 2000 Guineas på Bro Park den 18. juni, men her har Aarhus-træneren allerede King David stående, og disse to kommer næppe til at møde hinanden før Dansk Derby den 12. august.


Træner Marc Stott og ejerparret Birgitte Bro Lindhardt og Niels Giesmann Lindhartd med Gemstone. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Træner Marc Stott og ejerparret Birgitte Bro Lindhardt og Niels Giesmann Lindhartd med Gemstone. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Kostede 65.000

Gemstone er som beskrevet i gårsdagens optakt til Bro Park Trial opdrættet af York Stutteri i samarbejde med den tidligere topjockey Chris Cordrey, som vandt sin sidste klassiske sejr for præcis 20 år og fire dage siden i Mowerinaløb på ryggen af Gemstones mormor, All Right (Always Fair).

Gemstones mor, millionøsen Edge Of Eternity (Academy Award), vandt som 2-årig både Dansk Galops Auktionsløb og Skandinavisk Mesterskap for 2-årige, mens hun i sin klassiske sæson slog til i Breeders’ Prize Sprint.

Den 3-årige Mingun-søn er hendes første afkom, og han kostede blot 65.000 kroner, da Birgitte Bro Lindhardt erhvervede ham på Scandinavian Open Yearling Sale i 2016.

Edge Of Eternity fik sit føl nummer to i fjor, en hoppe efter Breeders’-nominerede Born To Sea, og det bliver naturligvis interessant at følge, om hun er blandt de anmeldte til årets åringsauktion på York Stutteri, når Dansk Galop slipper anmeldelserne i løbet af de næste 14 dage.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top