fbpx

Hvem var Mowerina?

Klampenborg Galopbane afholder d. 16. maj årets første klassiker i Skandinavien, Mowerinaløb over 1600 meter for de 3-årige hopper. Men hvem var Mowerina egentlig?


Mowerinas mor Stockings blev købt i 1870’erne af den danske godsejer Otto Scavenius.

I 1875 blev Stockings bedækket med Scottish Chief, og resultatet blev et hoppeføl, som blev navngivet Mowerina.

Mowerina kom aldrig til at løbe i Danmark, men vandt derimod flere storløb i England og Tyskland som 2-og 3-årig.

Efter endnu en sejrrig sæson i England som 4-årig blev Mowerina sendt i avlen, hvor hun satte uudslettelige spor i engelsk fuldblodsavl.

Hun var således mor til bl.a. den engelske derbyvinder fra 1889, Donovan, samt flere andre klassiske vindere.

I Danmark har man ønsket at bibeholde vidunderhoppens navn gennem Mowerinaløb. De fem første år var Mowerinaløb åbent for 4-årige, men har siden 1940 været forbeholdt de 3-årige hopper.


I 1998 løbes Mowerinaløb for 63. gang, og endnu en gang med stor prestige.

Der står stadig 27 heste tilbage i løbet, og til favoritterne hører bl.a. Grey Express og Flyamore, begge trænet af Søren Jensen.

Grey Express vandt sidste år Dansk Opdrætningsløb, Dansk Avlsløb og Dansk Kriterium og blev den højest-rankede danske 2-åring.

Grey Express er kun blevet slået to gange i karrieren, af Phiser Ascot i Auktionsløb og af Flyamore i sidste uges Mowerinaløbs Trial.

Søren Jensen sagde dog efter løbet, at Grey Express skal løbe to storløb i denne måned – Mowerinaløb på Klampenborg og Dianalöpning på Täby og at hoppen derfor ikke var 100 procent klar i Mowerina Trial.

Flyamore er en meget interessant hoppe efter Sanglamore ud af Boubskaia. Flyamores halvsøster Daneskaya v. Danehill vandt sidste år Prix d´Astarte (Gr.2) i Deauville foran Rebecca Sharp og blev senere fjerde i Prix du Moulin de Longchamp – slået med 4 længder af Spinning World.

Flyamores far Sanglamore vandt Prix du Jockey Club i 1990 og hingstens bedækningstakst lyder på 30.000 FF.

Præriens Drottning, der en smule overraskende løb ind på andenpladsen i Mowerina Trial, løb stadig grønt i opløbet og Mark Larsen havde mere end svært ved at styre hende.

Hvis hun får rettet op på denne svaghed er hun ikke langt væk over stregen. Hun blev taget let som 2-åring, vandt i sin debut på Klampenborg og var derpå sidst i Dansk Kriterium.

Faderen Elmaamul er far til mange vindere i England, bl.a. 3-årige Muhtathir, der sidste år vandt to løb og var anden bag derbyfavoritten Second Empire i Prix de Chenes (Gr.3).

Hoppen der kan overraske alle og give den første norske Mowerinaløbssejr i mange år, er Wido Neuroths Xwife. Xwife vandt sidste år Svealandlöpning om 200.000 kr. på Täby.

Hun sluttede sidste sæson af i Newmarket med Frankie Dettori på ryggen. Det blev dog en blandet fornøjelse for Xwife, der var slået med over 30 længder af en af Englands bedste 2-årige, Tamarisk.

Jesper Johansens Black Type har Mowerinaløb som sin hovedopgave i år, og må med to løb i kroppen efterhånden være ved at nå topformen. Sidste år var Black Type tredje i Dansk Opdrætningsløb og femte i Auktionsløb.

Skulle favoritterne svigte, kunne overraskelsen komme fra It’s Magic, der i vinter er blevet eksporteret fra Danmark til Norge.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top