fbpx

Hvem skal slå ham i Pramms?

Cathrine Erichsen-trænede Duca Di Como levede op til alle de store forventninger, da han søndag eftermiddag sæsondebuterede i ITM Spring Mile (L) på Jägersro.


Duca Di Como på vej mod en overlegen sejr i ITM Spring Mile (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Allerede ud af startboksen tog han værdifulde længder under Elione Chaves, og derefter fortsatte Clodovil-sønnen i et malende tempo rundt svinget og ud på bagsiden, hvor kun sidste års Pramms-vinder Plata O Plomo forsøgte at følge med.

Det hårde tempo endte med at sende Plata O Plomo til tælling, og hesten der for kort tid siden vandt på Meydan, måtte i opløbet også se sig henvist til tredjepladsen af altid godt afsluttende en anden Dubaifarer, Red Hot Chili.

Duca Di Como og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Duca Di Como vandt ITM Spring Mile (L) med små ni længder, og efter denne opvisning er det et godt spørgsmål, om der overhovedet er nogen med chance for at udfordre ham i Pramms Memorial (L).

Inden starterklæringen til millionopgøret om en måneds tid står der nemlig blot 13 deltagere tilbage, og fem af disse blev eftertrykkeligt sat til vægs i dag.

Udover Red Hot Chili og Plata O Plomo var det Jazz Explosion, Victor Kalejs og Couples.

Bedste bud på en decideret udfordrer til Duca Di Como må være Bent Olsens Red Cactus, der i sine to seneste starter på Jägersro har vundet Svenskt Derby og Hurricanelöpning.

De øvrige tilbageværende er Spitzbergen, Nouvelle Lune, Stormy Ocean, Irish Trilogy, Sanary og Michael Appleby-trænede Star Of Southwold.


Suspicious Mind og Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Søndagen på Jägersro bød i øvrigt på en storslået sæsondebut af Nina Lensvik-trænede Suspiciuos Mind (Appel Au Maitre), som i ensom majestæt forlod sine konkurrenter rundt opløbssvinget og vandt Malmö Vårhandicap i en ren canter under Per-Anders Gråberg.


Francisco Castro havde en god dag med både en double med Breakdancer (Tale Of Ekati) og Es Raco (Holy Roman Emperor) i Goffs STR Minneslöpning, samt en maidensejr til 3-årige Malbec (Epaulette).

Breakdancer slår sin staldkammerat Es Raco i Goffs STR Minneslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Maidensejr blev det også til for Bodil Hallencreutz-trænede Maid (Appel Au Maitre), der ligesom Suspiciuos Mind er opdrættet på Stutteri Hjortebo.

Lennart J:r Reuterskiöld fik en enkelt sejr med 3-årige Tille In Action (Pastorius), som let fulgte op på sin maidensejr fra i fjor.


Læs mere og se flere fotos fra Jägersro på Svensk Galopps hjemmeside.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top