Andre Fabre-trænede Hurricane Run trak sig lørdag eftermiddag sejrrigt ud af Englands største væddeløb for 3-årige og ældre heste, King George IV And Queen Elizabeth Diamond Stakes (Gr.1) over 2400 meter på Ascot. Den 4-årige Montjeu-søn besejrede Godolphins Electrocutionist med en halv længde, hvorefter japanske Heart’s Cry blev tredje.
Ved indgangen til opløbet så det dog ud som om at Hurricane Run var ved at komme i problemer, og Christophe Soumillon måtte allerede her minde sin hest kraftigt om opgaven.
Frankie Dettori gik ganske let forbi favoritten med Electrocutionist, mens Heart’s Cry ligeledes så sejrsaktuel ud.
At Hurricane Run dog er noget ganske særligt blev bevist, da hesten for alvor kom op i fart og til slut afgjorde opløbet via et stærkt ryk på rails.
Efter løbet fortalte Hurricane Runs ejer Michael Tabor til engelske BBC, at han var nervøs undervejs, men at hesten er så god, at han har det med at gøre det lidt sværere for sig selv end nødvendigt.
Både Michael Tabor og træner Andre Fabre var ekstatiske efter King George (Gr.1)-sejren, og begge roste jockey Christophe Soumillon for det udførte arbejde.
Christophe Soumillon er uden tvivl blandt verdens bedste jockeys, men han er langt fra lige så populær i England som i Frankrig, og der lå et tungt pres på Soumillons skuldre inden han sad op på 6-5 favoritten i dag.
Andre Fabre udtrykte sin store glæde over Soumillons ridt, men sendte også en tanke til udelukkede Kieren Fallon:
“Det er Kieren, der har lært hesten at løbe som han gør”.
Michael Tabor fulgte op: “Jeg er meget ked af at Kieren Fallon ikke kunne ride Hurricane Run først over stregen i dag. Hvor god en jockey Christophe Soumillon end er, så er Fallon Coolmores jockey”.
Tabor hentydede naturligvis til det faktum, at Kieren Fallon lørdag morgen definitivt blev udelukket fra al ridning i Storbritannien i resten af 2006 grundet anklagen om “race-fixing”.