fbpx

“Hun er ikke langt efter Beaufort Twelve”

NAVN: MISS VORDINGBORG (SWE)
Brun hoppe født 8. maj 2013
Vindende søskende: Verona (Binary File) 55.
Far: Layman (USA) Auktion: Scandinavian Open Yearling Sale 2014
Mor: Crystal Gazer (DEN) Pris: –
Morfar: Richard Of York (GB) Handicap: 76
Træner: Søren Jensen Statistik: 8: 2-0-2
Ejer: Hilmer Petersen & Birte Müllertz Præmiesum: 168.964 DKK
Opdrætter: Hilmer Petersen Distancer: 1100 – 1600 meter
Jockey: Manuel Santos (2), Carlos Lopez (1), Nicolaj Stott (5) Underlag: Græs – Dirt

Miss Vordingborg/Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.
Miss Vordingborg/Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.

Miss Vordingborg havde en travl 2-årssæson. Hun debuterede allerede i Skandinaviens første 2-årsløb i maj, og i alt blev det til fem starter på Klampenborg, to på Jägersro og en enkelt på Täby.

“Hun debuterede tidligt, men formåede bare at forbedre sig hele sæsonen igennem”, fortæller hoppens nuværende træner Søren Jensen, som dog ikke sadlede hende i karrierens to første starter.

Det gjorde til gengæld Klampenborg-kollegaen Helle Christensen, der allerede den 23. maj debuterede hende over 1100 meter på hjemmebanens græs.

Miss Vordingborg sluttede fjerde ud af fem startende bag Flaming Secret, Fru Hjuler og Shanganagh, og allerede ugen efter var hun igen til start på samme bane og distance.

Denne gang sluttede hun tredje bag den suveræne vinder Juana og igen lige efter Fru Hjuler.

Der gik mere end seks uger før Layman-datteren igen kom til start, og denne gang var det i regi Søren Jensen.

Hun skulle testes på Jägersro og gik godkendt som sjette bag den senere vinder af Lambada Cup, Breakdancer, samt tre øvrige heste der senere vandt løb: Amarillo Starlight, Pocahontas Face og Miss Chocolate.

Derefter ventede en femteplads i Skandinavisk Opdrætningsløb på Klampenborg, hvor hun blot var en længde efter vindende Hongkong Paradigm i mål, og en tredjeplads i SM för 2-åriga på Täby bag Dolly Dagger og IKC Nightingale.

I sidstnævnte opgør vandt ejer Hilmer Petersen i øvrigt en voldgiftssag mod Täby Galopp, idet der blev anvendt pisk på IKC Nightingale i opløbet, hvilket voldgiften i første omgang ikke observerede.


Miss Vordingborg/Nicolaj Stott. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Miss Vordingborg/Nicolaj Stott vinder Stig Holms Memorial foran Miss Chocolate. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

En fjerdeplads i Dansk Kriterium bag Beaufort Twelve, Hongkong Paradigm og No Comment blev endelig byttet ud med karrierens første sejr i et maidenløb over 1200 meter i slutningen af september, og Miss Vordingborg var bedre end nogensinde i årets sidste start på Jägersro, hvor hun sejrede sikkert i Stig Holms Memorial over 1600 meter.

Dermed kunne hun afslutte sæsonen med to sejre og mere end en kvart million svenske kroner i samlet præmiesum, når hendes bonus som svenskopdrættet medregnes.


Calistoga og Manuel Santos. Foto: Burt Seeger.
Calistoga og Manuel Santos. Foto: Burt Seeger.

Stolte familietraditioner

På trods af den lange sæson valgte Søren Jensen ikke at sende Miss Vordingborg på vinterferie.

“Hun var været i træning på Enghavelyst hele vinteren og er blevet holdt godt i gang. Hun ligner en hest der kan fortsætte præcis hvor hun slap i fjor”, lyder det optimistisk fra træneren, som bl.a. trænede hoppens morbror, Calistoga (Richard Of York), som 2-årig og en del af 3-årssæsonen, inden han skiftede træningskvarter til Lennart Reuterskiöld Jr. på Jägersro.

I Jensens regi vandt Calistoga bl.a. Derby Trial Stakes, var tredje i Dansk 2000 Guineas og femte i Dansk Derby.

Sidenhen udviklede Calistoga sig yderligere med sejre i bl.a. Dansk Jockey Club Cup (L) og en tredjeplads i Stockholms Stora Pris (L), hvilket gav ham et tophandicap på 90.


Miss Vordingborg og Nicolaj Stott. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Miss Vordingborg og Nicolaj Stott. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Miss Vordingborgs mormor – og Calistogas mor – er Miami Springs-datteren Geneva, som i 1990 besejrede den senere danske og svenske Derbyvinder, Tao, i Dansk Kriterium. Det var dengang der var en kvart million kroner i førstepræmie i det hæderkronede danske 2-årsløb.

Geneva var ud af Oline (Firestreak), som selv var champion blandt de 3-årige hopper i 1980, hvor hun både vandt Dansk og Svenskt Oaks.

Det er en traditionsbunden moderlinje, som Hilmer Petersen kan være stolt af, for han har selv opdrættet både Oline, Geneva, Calistoga og Miss Vordingborg.


Første opgave: Becky Moss

“Det er samtidig også en moderlinje med flotte traditioner over længere distancer, så jeg tror absolut også på, at Miss Vordingborg kan gøre det. Hun kom også bagfra ved sejren over 1600 meter i Stig Holms Memorial”, siger Søren Jensen, som dog lader hende sæsondebutere over milen.

“Hun er svenskopdrættet og har vist, at hun fingerer glimrende på Jägersro. Derfor ser vi os også omkring efter opgaver derovre, og Becky Moss Fillies Mile ligner en god opgave for hende at debutere i”, fortsætter han.

Becky Moss Fillies Mile rides over 1600 meter på Pramms-dagen den 3. maj.


Miss Vordingborg efter sejren i Stig Holms Memorial på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Miss Vordingborg efter sejren i Stig Holms Memorial på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Ikke meget klassisk

På den klassiske front er der ikke meget at gå efter for Miss Vordingborg, som kun er meldt i Mowerinaløb på Klampenborg.

“Hun står desværre hverken i Derby- eller Breeders’-serien, og heller ikke i Oaks. Derfor bliver Mowerinaløb hendes hovedmål i første del af sæsonen, men vi så jo også i fjor, at en hoppe som Mrs Loreen havde en topsæson på Jägersro, fordi hun fungerede så godt på dirten. Det kunne vi godt tænke os at kopiere”.

Miss Vordingborg lægger ud med et handicap på 76, men Søren Jensen er ikke bange for at spå lidt om hoppens fremtid:

“Hun er ikke langt efter Beaufort Twelve”, advarer han.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top