fbpx

Hoppesejr i Dansk 2000 Guineas

Stald Seasides tophoppe Harbour Light har sikker kurs mod Dansk Derby efter en ren opvisning lørdag aften.


Under Nicolaj Stott satte Academy Award-datteren sine konkurrenter eftertrykkeligt på plads, og hun blev den første hoppe i nyere tid til at vinde Dansk 2000 Guineas over 1600 meter.

Sejren kom i hus med fire overlegne længder før The Seducer/Rafael Schistl, som med en halv længde fik henvist vinderens staldkammerat, Ocho Rios/Elione Chaves, til tredjepladsen.

Det var Harbour Lights første sejr i 2014. Hoppen kom sent i gang med sæsonen og debuterede først i hoppernes Guineas, Mowerinaløb, for mindre end en måned siden.

Her sluttede hun fjerde gennem mål, og derefter fulgte hun op med en femteplads i Dianalöpning på Täby. I fjor havde Harbour Light ingen problemer med at sætte “herrerne” på plads i Dansk Kriterium, og lige så let blev lørdagens opgave for hende.

Nicolaj Stott red afventende og lå tredjesidst på bagsiden, men rundt opløbssvinget avancerede parret støt og roligt udvendigt i banen. Allerede ved indgangen til opløbet var løbet afgjort.

Harbour Light var bedst gående af samtlige i feltet, og hun afgjorde Dansk 2000 Guineas på formidabel vis.

Fjerdepladsen tilfaldt Bent Olsens Hongkong Star/Oliver Wilson, mens de sidste præmiepenge gik til Bettina Wilsons Kingsbridge/Jacob Johansen. Udenfor præmierækken fulgte Final Score, Nudetnok, Sazerac og Hongkong Cadeaux.

Førstepræmien i Dansk 2000 Guineas var 125.000 kroner værd for Stald Seaside, der både kunne glæde sig over første- og tredjehesten gennem mål i den klassiske forprøve til Dansk Derby, som i år rides søndag den 3. august.

”Vi har ikke ændret på noget, selvom det ikke fungerede som vi forventede i starten af sæsonen. I dag viste Harbour Light det samme som hun gjorde i fjor. Jeg ved ikke om hun går mod Derbyet, det afgør ejerne”, fortalte Søren Jensen til Carsten Bundgaard i Klampenborgs vindercirkel, men han blev dog hurtigt suppleret af den ene halvdel af Stald Seaside, Michael Jakobsen:

”Vi skal selvfølgelig i Derbyet. En hest får kun en chance i livet for at være med i Dansk Derby, og den chance skal man naturligvis tage når muligheden byder sig”. Stald Seaside vandt Dansk Derby i 2012 med Francisco Castro-trænede Darcy, og igen i år står de med en kandidat i pole position.

Jockey Nicolaj Stott vandt sit første 2000 Guineas, mens Søren Jensen var i vindercirklen for sjette gang siden Federico vandt i 1995. Duoen Jensen og Stott står lige nu med to af de stærkeste kort på hånden forud for Dansk Derby i form af Harbour Light og Stradivarius.

Om de to heste når at møde hinanden før Derbyet er svært at spå om.

Det er temmelig sikkert, at Stradivarius med kun to starter bag sig får et løb eller to mere i henholdsvis Derby Testen og/eller Derby Trial Stakes, men Harbour Light er i princippet spot-on til sin start i Derbyet om seks søndage.

Det er sket fire gange de sidste 20 år, at 2000 Guineas-vinderen også har vundet Dansk Derby.

Just Pile It (1994), Federico (1995), Cut Champion (2001) og Inchiline (2009) har stået for den dobbelt-klassiske bedrift.

Bliver Harbour Light mon den næste i rækken?

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top