Tidligt fredag morgen nedkom Stutteri Hjortebos nyerhvervede avlshoppe Acqualina Beauty med et hoppeføl efter Gruppe-1-vinderen Siyouni (Pivotal).
“Acqualina Beauty gik 19 dage over tiden, og da jeg fodrede i stalden klokken kvart i seks i morgen, var der ingen tegn på at hun var på vej til at fole. Men bare tre kvarter senere fik hun et smukt hoppeføl, så det kan pludselig gå meget stærkt”, fortæller Søren Hjorth til galopsport.dk fredag formiddag.
Acqualina Beauty er datter af Coolmores nu afdøde verdensstjerne Montjeu (Sadler’s Wells), og hun blev igennem Morten Buskop købt for 5,500 euro på Arqanas December Sale i Deauville for et halvt år siden. Hun var i fol med Aga Khans nye avlshingst Siyouni, der selv vandt Prix Jean-Luc Lagardere (Gr.1) – det franske kriterium – som 2-årig.
Hun er i forvejen mor til den dobbelte franske vinder Acqualinda (Statue Of Liberty), som hidtil også er hendes eneste startende afkom.























