Danske Stald Rainbow erhvervede sig på førstedagen af TattersallsJuly Sale i går lot nummer 46 – den 4-årige engelskfødte hoppe Violettas Ginger, der mildest talt har en guldrandet afstamning.
Hoppen er datter af “the iron horse” Giant’s Causeway der som aktiv væddeløber tangerede Mill Reefs rekord med seks Gruppe-1-sejre på stribe og i avlen med sin første årgang blev far til bl.a. Shamardal.
Den nyindkøbte hoppes mor er fantastiske Volvoreta (Suave Dancer), der selv vandt Gruppe-1-løbet Prix Vermeille foran Reve d’Oscar, mens hun var anden bag Egyptband i Prix de Diane (Gr.1) – Fransk Oaks – og tredje bag Sinndar og Egyptband i Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1).
Violettas Ginger er første og eneste afkom efter Volvoreta, idet moderen døde kort efter folingen og dermed kun fik denne ene chance for at videreføre sine ekstraordinære gener, og dette kommer meget glædeligt til at ske på dansk grund. Violettas Ginger startede få gange som 3-årig i Frankrig og Italien uden at vinde, og Stald Rainbow har udelukkende købt hende med avl for øje.
“Hoppen er blevet bedækket i år ved Observatory, men hun er ikke konstateret i fol og det er efter alt at dømme en tom hoppe vi bringer til Danmark”, fortæller Stald Rainbows Alexander Elsass fra Newmarket.