fbpx

Hjortebo: Første Red Cactus-føl og videreførsel af klassisk blod

Stutteri Hjortebo kunne indenfor et enkelt døgn i ugens løb byde tre nye føl til verden. “Mellem den 8. og 9. marts folede Meringue det første føl på stutteriet efter Red Cactus, Steelgirl Carlras fik et hoppeføl efter Appel Au Maitre og Acqualina Beauty nedkom med en helbror til Steinway og Brunello”, fortæller Iben Hjorth Buskop.



Battle Of Marengo-datteren Meringue var den første til at fole i trekløveret. Hun fik en meget korrekt og velskabt hoppe efter den svenske Derbyvinder Red Cactus (Hard Spun).

Meringue blev i december 2018 importeret til Danmark af Oluf I. Jensens Gaard ApS og gik i træning hos Bent Olsen på Klampenborg. Hun havde på det tidspunkt vundet to af sine fire starter som 2-årig for Archie Watson.

Den videre løbskarriere i Skandinavien bød bl.a. på tre sejre på stribe som 3-årig, kulminerende i Klampenborgs Fabellaløb. Hun opnåede som bedst et handicap på 82, inden hun i 2021 blev sendt i stutteriet på Hjortebo.

“Hun blev bedækket ved Moohaajim, og hendes åring går nu rundt her på stutteriet”, siger Iben.

Meringue ved sejren i Fabellaløb på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

Meringue er ud af den ustartede Pivotal-hoppe Passagio og halvsøster til Gruppe-3-placerede Miss Elizabeth (Intense Focus) og to øvrige vindere.

Mormoderen Place de l’Opera (Sadler’s Wells) var bl.a. anden i Aphrodite Stakes (L) i Newmarket og er i stutteriet blevet mor til Gruppe-2-vinderen Imperial Stride (Indian Ridge), Gruppe-3-vinderen High Pitched (Indian Ridge) og til Listed-vinderen Zero Tolerance (Nashwan).

Selv er Place de l’Opera ud af den dobbelte Gruppe-2-vinder Madame Dubois (Legend Of France) og halvsøster til den irske 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Indian Haven (Indian Ridge) og Gran Criterium (Gr.1)-vinderen Count Dubois (Zafonic).

Teamet bag Oluf I. Jensens Gaard ejer fortsat Meringue. Foto: Burt Seeger.

Også på Klampenborg blev nyheden om Meringues foling modtaget med glæde.

“Det er altid lidt specielt, når både moderen og faderen har været i træning hos én, og det er faktisk tilfældet med de to første føl efter Red Cactus i Danmark, som er ud af Meringue og Monza“, kommenterer Bent Olsen.


Steelgirl Carlras med sit hoppeføl efter Appel Au Maitre. Foto: Stutteri Hjortebo.

Et par timer efter Meringue havde folet, kort efter midnat den 9. marts, kom turen til Larch-vinderen Steelgirl Carlras (Academy Award), der nedkom med en hoppe efter Appel Au Maitre (Starborough).

“Hun er en meget smart model, der ligner resten af familien – brun uden aftegn og racy”, kommenterer Iben.

Steelgirl Carlras stammer fra en moderlinje, som har været med til at definere Stutteri Hjortebos storhedstid og mangeårige dominans på den skandinaviske fuldblodsscene.

Hun er helsøster til Reventon, der bl.a. vandt Golden Mile (L), Dansk Galops Auktionsløb og Dansk Kriterium, og til Cantenac, der både strøg til tops i Dansk 2000 Guineas og Dansk Breeders’ Cup samt hentede en tredjeplads i Dansk Derby. Reventon og Cantenac var, akkurat som Steelgirl Carlras, opdrættet i et samarbejde mellem Martin Hjorth Jensen og Alexander Elsass.

Steelgirl Carlras og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.
Steelgirl Carlras og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Moderen Raadyr (Cajun Cadet) vandt Breeders’ Trophy Juvenile som 2-årig, og hun er helsøster til 2000 Guineas-vinderen Kronhjort, halvsøster til Derby-vinderen Master Kid (Academy Award), St. Leger-vinderen Eko Negresco (Akarad), og Fyensløbsvinderen Eko Arabian Night (Final Appearance).

Og så er Raadyr ligeledes helsøster til Stutteri Hjortebos Marigold, der i sin egen avlskarriere er blevet mor til afkom som Auktionsløbsvinderen Screwbox Carlras (Air Chief Marshal), Vinterfavoritten Palazzi (Center Divider) og Breeders’- og Auktionsløbsplacerede Nudetnok (Academy Award).

Og netop Nudetnok er nu mor til bl.a. Auktionsløbsvinderen New Target (Center Divider) og til St. Leger-vinderen Suspicious Boy (Appel Au Maitre).

Og intet af ovenstående var nogensinde sket indenfor dansk fuldblodsavl, hvis ikke Søren Hjorth Jensen ved udgangen af 1994 – for over 28 år siden – havde købt Baillamont-datteren Stolga i fol ved Akarad for ganske få tusinde franc i Deauville.

Afkommet som Stolga havde i maven ved ankomsten til Danmark var den senere danske St. Leger-vinder Eko Negresco.


“Efter aftensmaden samme dag kunne vi endelig byde velkommen til Acqualina Beautys smukke Appel Au Maitre-søn. Hun gik 12 måneder og to dage over terminen, så vi har været lidt nervøse, men hun har fået et stort og meget langbenet hingstføl, som ligner sin far meget”, beretter Iben.

Hingsten er helbror til St. Leger- og Breeders’- Cup-vinderen Steinway, Oaks-vinderen Brunello og Jyllandsløbs-2’eren Garcon, og så er han ganske nært relateret til Good Fortune (Appel Au Maitre).

Hingstføl v. Appel Au Maitre ud af Acqualina Beauty (Montjeu). Foto: Stutteri Hjortebo.
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top