fbpx

Historisk: Bluestocking blev Juddmontes syvende Arc-vinder

Afdøde Prince Khalid Abdullahs Juddmonte Farms skrev søndag historie i Paris, da Ralph Beckett-trænede Bluestocking blev ejerens syvende vinder af Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1). Den 4-årige Camelot-datter vandt opgøret foran en anden hoppe, Aventure, og sikrede sig førstepræmiens 2,857,000 euro.



Bluestocking blev redet til sejr af den 24-årige irske jockey Rossa Ryan, der sammen med den engelske træner Ralph Beckett fik karrierens største triumf i hus.

Hoppen sejrede med en og en kvart længde foran franske Aventure (Sea The Stars), og det blev en ren gentagelse af hoppernes egen forprøve til Arc’en, Prix Vermeille (Gr.1), hvor Bluestocking og Aventure kom i mål i samme rækkefølge med lige under en længde mellem sig.

På tredjepladsen fulgte Aidan O’Briens længe førende Los Angeles (Camelot), som formåede at holde totalisatorfavoritten Sosie (Sea The Stars) bag sig. Siden var der tre længder til Sevenna’s Knight (Camelot) på femtepladsen.

Coolmores avlshingst Camelot (Montjeu) er altså far til første-, tredje- og femtehesten i mål i 2024-udgaven af Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1), mens Aga Khan Studs’ Sea The Stars (Cape Cross) er far til anden- og fjerdehesten.

Bluestocking vinder Prix de l’Arc de Triomphe foran Aventure, Los Angeles og Sosie. Foto: scoopdyga.com.

Inden sine to sejre på stribe i Prix Vermeille (Gr.1) og Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) havde Bluestocking været fjerde bag City Of Troy (Justify) i Juddmonte International Stakes (Gr.1) og anden til Goliath (Adlerflug) i King George VI and Queen Elizabeth Stakes (Gr.1).

Hun indledte sæsonen med en seks længders triumf i Middleton Fillies’ Stakes (Gr.2) og en halv længdes sejr over Emily Upjohn (Sea The Stars) i Pretty Polly Stakes (Gr.1), så søndagens førsteplads i Arc’en var hendes femte ud af syv starter i år.

Og det er vel at mærke ovenpå en klassisk sæson i fjor, hvor hun ikke formåede at vinde i seks forsøg – men til gengæld var anden i både Irish Oaks (Gr.1) og British Champions Fillies’ and Mares’ Stakes (Gr.1).

Bluestocking er både ejet og opdrættet af Juddmonte og ud af Dansili-datteren Emulous, som i Dermot Welds varetægt bl.a. vandt Matron Stakes (Gr.1) over 1600 meter på The Curragh.

Inden årets Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) havde Prince Khalid Abdullah og Juddmonte Farms vundet verdens mest prestigefulde væddeløb seks gange – nøjagtig lige så mange som Frankrigs legendariske ejer Marcel Boussac.

Med sin syvende triumf i løbet af Juddmonte Farms nu alene om hædren som den mest succesfulde ejer i Arc’ens historie.

De øvrige navne, som har båret Juddmonte-farverne og vundet Prix de l’Arc er Rainbow Quest (1985), Dancing Brave (1986), Rail Link (2006), Workforce (2010) samt Enable i 2017 og 2018.

HH Prince Khalid bin Abdullah gik bort i en alder af 83 den 12. januar 2021. Hans Juddmonte Farms er nu den mest succesrige i Prix de l’Arc de Triomphes 104-årige historie. Foto: Juddmonte Farms.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top