fbpx

Highland Reel til tops i King George

Sommerens største løb over 2400 meter i Europa er uden tvivl King George & Queen Elizabeth Stakes (Gr.1), som blev løbet på Ascot lørdag eftermiddag.



Efter at sidste års vinder Postponed måtte udgå i forgårs på grund af luftvejsproblemer, var dronningens Dartmouth (en anden Dubawi-søn) favorit.

På dagen var det imidlertid Aidan O’Brien-trænede Highland Reel (Galileo – Hveger v. Danehill) som havde storspillernes bevågenhed.

Highland Reel vandt sidste år Grade-1-opgøret Secretariat Stakes på Arlington og Gruppe-1-løbet Hong Kong Vase på Sha Tin.

I år var han kontroversielt slået i Hardwicke Stakes af Dartmouth efter en meget tæt opløbskamp.

I dag var der dog slet ikke tvivl om udfaldet, idet topjockey Ryan Moore straks tog kommandoen i løbet og siden dominerede totalt. Et mesterligt ridt fra front og en mesterlig trænerpræstation.

På andenpladsen slået med 1¾ længde kom 3-årige Wings Of Desire (Pivotal) med Frankie Dettori i sadlen.

Efter en sen spurt lykkedes set for dronning Elizabeths Dartmouth at tage tredjepladsen under franske Olivier Peslier.

Dartmouth var efteranmeldt i løbet for den nette sum af £75.000. Dette kunne dog godt betale sig, da tredjepræmien var på £130.000.

Vinderen kunne indkassere £629.026, ca. 6 millioner danske kroner.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top