I sin første start på Jägersro siden Derbytriumfen i fjor, fik Annike Bye Hansen-trænede Hard One To Please søndag eftermiddag ram på Stockholm Cup-vinderen Espen Hill i Skånska Fältrittklubbens Jubileumslöpning (L).
Elione Chaves var booket til ridtet på den 4-årige dobbelte Derby-vinder, som skulle forsøge at slå tilbage efter en uheldig rejse hvor alt gik galt under Frankie Dettori i Stockholm Cup International (Gr.3).
Chaves og Hard One To Please (Fast Company) indledte opgøret som fjerde på afstand af førerduoen Tin Win (Appel Au Maitre) og Espen Hill (Helsinki), og da feltet nåede ud på bagsiden for anden gang, satte brasilianeren farten op i fjerde spor, samtidig med, at Tin Wins rolle blev udspillet.
Ind på opløbsstrækningen sås både Espen Hill, Seneschal (Appel Au Maitre) og Hard One To Please med sejrschance. De to skandinaviskopdrættede heste kæmpede bravt og gav absolut ingenting væk, men til slut var Hard One To Please bare bedst.

Den 4-årige fukse vallak vandt Listed-opgøret med halvanden længde til Espen Hill, som igen var lidt mere end en længde foran Seneschal.
Derefter blev der mere end 10 længder til Tin Win, og yderligere fire længder til Trollfjord (Appel Au Maitre), som dog blev belønnet med 16.500 svenske kronor for femtepladsen i det lille felt.

I førstepræmie var der 165.000 kronor til Väsby Häst AB, og ifølge Annike Bye Hansen er sæsonen ikke slut endnu for Hard One To Please, som kom sent i gang i denne sæson og kun startede for femte gang siden slutningen af juni.
“Næste start kan eventuelt blive i Songline Classic”, fortalte den norske træner i sejrsinterviewet.
