fbpx

Har Gert Jensen den nye “Silca” parat?

Træner Gert Jensen i Århus havde en fantastisk sæson i fjor, takket være en enkelt hest, nemlig den fukse hingst Silca Legend, som vandt fire af sine seks starter, heriblandt Rosengårdlöpning på Jägersro og Treåringernas Elitlöpning på Täby. Herudover sluttede han nærmest vinderen Ecology i Norsk 2000 Guineas.


I år tegner stalden ligeledes meget lovende, især med henblik på Silca Legends sæsonplan, som galopsport.dk offentliggjorde i går (mandag d. 25/2, red.).

“Der er ikke sket de store ændringer med Silca Legend, han har ikke taget skade af de løb han var ude i sidste år, og selv om sæsonplanen umiddelbart ser hård ud skal det jo pointeres, at mange af løbene fremstår som valgmuligheder. Silca Legend har vist sig at være bedst i god til blød bane, og vi vil jo så forsøge os hvor banen passer bedst til ham”, forklarer Gert Jensen, der selvfølgelig er meget spændt på hvordan Efisio-sønnen klarer springet op i den ældre elite: “Når man har været med i så mange år som jeg, har man godt set de ellers rigtig gode 3-årige heste have problemer med at klare sig mod de bedste, men jeg både håber og regner med at han gør det fornuftigt”.


Den nye ‘Silca’?

Silca Legend blev købt til Danmark efter sin 2-årssæson i England, og Gert Jensen har igen i år en 3-årig hest efter samme mønster klar. Det er skimle Silver Tango v. Danehill Dancer – Lightning Bug v. Prince Bee. Silver Tango er via sin 3. moder i familie med blandt andet Barathea og Gossamer, samt verdens dyreste avlshoppe Zibilene, og han er i bund og grund en meget interessant hest at følge i 2002.

“Han er ny stalden og kommer vel ikke med de samme stærke resultater fra England som Silca Legend gjorde. Han sejrede en enkelt gang og fik nogle fine placeringer, samt et generalhandicap på 83, hvilket automatisk gør ham til den højestrankede dansktrænede 3-åring”, siger Gert, der vil bruge samme fremgangsmåde med Silver Tango som Silca Legend – det vil sige, at en start i et løb som 2000 Guineas Trial kan bane vejen for senere udfordringer som Norsk 2000 Guineas.

“Vi starter blødt og ser hvor langt hans evner rækker, men jeg tror nu han kan nå langt med noget mere udvikling. I modsætning til Silca Legend er han meget slank og letbygget og frem for alt virker han sent udviklet, hvilket også tæller for at han bliver bedre med tiden”, fortæller træneren og fastslår at Silver Tango nok bliver en milertype med gode egenskaber over 1600-1800 meter”.


Hvad med Hyperion Bay?

Lige siden købet af Grand Lodge-sønnen Hyperion Bay, der er ud af Fairy King-hoppen Cloche du Roi, hvis første afkom kostede over 300.000 kroner som åring, har der været store forventninger til løbskarrieren.

Dette var heller ikke noget tilfælde, idet Cloche du Roi er halvsøster til superhoppen Clodora, der i sin aktive karriere blandt andet vandt Prix de l’Opera (Gr.2) på Longchamp.

Hyperion Bays far Grand Lodge gik i avlen i 1995 og fik sit helt store gennembrud i 2000, hvor hans søn Sinndar vandt både Engelsk og Irsk Derby (Gr.1), samt Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1).

Hyperion Bay har dog måttet vente længe på sig, han voksede gennem hele 2-årssæsonen og er endnu ikke stoppet sin vækst.

“Det er et godt spørgsmål hvad han overhovedet når at blive klar til. Han står fortsat meldt i Dansk 2000 Guineas, men jeg ved ikke om det kommer for tidligt for ham. Han er desuden meldt i en lang række øvrige løb i Skandinavien, men når vi endnu ikke har haft mulighed for at se ham arbejde hurtigt, er det meget svært at spå om hans fremtid – men evnerne har han uden tvivl”, understreger Gert Jensen, der udover Hyperion Bay også træner LB Seawing, der startede to gange i fjor i hårdt selskab og efter trænerens vurdering kan blive meget interessant.

3-årige Paycheck v. Bigstone er endnu ustartet og ikke meldt i nogen deciderede storløb, men træneren kan fortsat nå at tilmelde ham en række forholdsvis ‘billige’ løb med gode præmiepenge i Norge, hvor denne hest nok skal løbe det meste af tiden.


Talentfulde 2-åringer

Gert Jensen har to vældig interessante 2-åringer i stalden, som begge blev købt på den svenske åringsauktion.

Female Voice v. Be My Chief – Just Walk On By v. Jareer er en halvsøster til den svenske Derby- og Breeders Trophy-vinder Double Net.

Hoppen Frisbee, der ligeledes er efter Be My Chief, kommer via moderen Fable ud af en fantastisk dansk hoppelinje hvor navne som Fabulous, Fabella, Farandole og Fawzia optræder.

Gert Jensen har træningskvarter på Jydsk Væddeløbsbane i Århus, men bruger Københavns Galopbane som filial til træning af både Silca Legend og Silver Tango.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top