Dansk galopsport beriges i 2025 med en handicapserie bestående af løb på samtlige fire danske baner, med en bonusordning på 100.000 kroner til den samlede vinder og 50.000 kroner til nummer to. Initiativet er taget af Elkær Stutteris Fuldblods Fond.
De fire opgør i ’Grand Slam Serien’ bliver:
- Jydsk Champion Stakes, Aarhus
- Aalborg Champion Stakes, Aalborg
- Fyensløbet, Odense
- Tortue Efterårshandicap, Klampenborg
Bonusordningen virker således, at der gives point til de første tre placerede heste i de ovenstående løb (totalisatorrækkefølge), og at de heste som har indsamlet flest og næstflest point ved sæsonafslutningen tildeles bonusbeløb på henholdsvis 100.000 og 50.000 danske kroner, hvortil kommer yderligere bonus på 10.000 og 5.000 danske kroner til de pågældende hestes trænere.
Pointfordelingen vil være 60 point til de vindende heste i hvert af løbene, 25 point til andenhestene og 15 point til tredjehestene.
Bonusberettigede er de ejere og trænere, der står registreret som ejer/træner i hestenes sidste start i løbsserien.
Ved pointlighed blandt to eller flere heste deles bonuspræmien blandt de heste mellem hvilke der er pointlighed.
Er der for eksempel pointlighed mellem to heste om præmien på 100.000 kroner, lægges de to bonuspræmier sammen og deles med to, så hver hest tildeles 75.000 kroner.
Er der pointlighed om præmien på 50.000 kroner deles denne blandt de heste mellem hvilke der er pointlighed. Præmierne til trænerne i tilfælde af pointlighed fordeles på samme måde.

Elkær Stutteris Fuldblods Fond
Bag den samlede bonusordning på 165.000 kroner står Elkær Stutteris Fuldblods Fond, hvis formål er at fremme afholdelsen af galopløb.
”Fonden har eksisteret i mange år, men er i den seneste tid blevet omstruktureret, så den i fremtiden kan spille en mere aktiv rolle i at fremtidssikre galopsporten”, fortæller Henrik Villadsen, der i 2024 fik overdraget formandsposten.
”For de danske væddeløbsbaner betyder Elkær Stutteris Fuldblods Fond, at der kan ansøges om tilskud til løb i form af ærespræmier og/eller kontante tilskud, ligesom der også ville kunne doneres beløb til anlægsinvesteringer til sikkerhed for heste, publikum og udøvende”, fortsætter Villadsen.
Støtte fra Elkær Stutteris Fuldblods Fond gives efter ansøgning primært fra de baner som afholder galopløb, og eventuelt også fra de foreninger i Danmark som har til formål at støtte galopsporten, for eksempel de hesteejerforeninger som er tilknyttet banerne. Der gives ikke støtte til enkeltpersoner.
”Tiltag til øget hestevelfærd vil også klart være en prioritet for Fonden, og given støtte kan adressere tiltag på såvel væddeløbsdage som tiltag der støtter sporten og dens udøvende i det daglige arbejde med hestene – heriblandt videreuddannelse af sportens aktive”, afslutter Henrik Villadsen.