Den overlegne skandinaviske 3-årsmester fra 2014, Captain Morgan, debuterer på lørdag for sin nye ejer Michael Clausen og dens nye træner Flemming Poulsen. Det sker i Åbningsløbet ved sæsonpremieren på Klampenborg Galopbane.
”Det var ikke meningen, at han allerede skulle starte i overmorgen”, fortæller Flemming Poulsen torsdag formiddag om Diamond Green-sønnen, som ellers har vundet første gang ude som både 3-, 4- og 5-årig.
“Jeg satte ham på listen for, at løbet kunne gennemføres. Jeg tror helt sikkert, at han behøver et løb i kroppen”.
”Grundkonditionen er på plads hos både ham og de øvrige heste i stalden. Jeg har dog kun været inde på banen nogle få gange i år, senest i mandags, så jeg tror generelt, at alle mine heste bliver bedre, når de har startet en gang”, antager Flemming Poulsen.
”Vores bedste chance på dagen er nok Snowy. Hun debuterede flot sidste år som anden, men herefter skuffede hun fælt. Hun indeholder god kapacitet og må være en god chance på lørdag”.
I debuten i fjor var nu 3-årige Snowy kun slået med hals af vindende Desert Eagle, som sidenhen også tog sig af Den Jydske Vinterfavorit. Lima, som i starten efter var anden i 2-åringernes Stayerprøve i Aarhus til Mont Rose, var tredje.
Flemming Poulsens tredje starthest på lørdag er 4-årige Fleurie, som jagter sin første sejr. Hidtil har hun to andenpladser som bedst.
”Hun er ude på 1600 meter, hvilket jeg tror er i overkanten for hende”, vurderer Flemming Poulsen.
Den firedobbelte Derbyvindende træner åbner sæsonen med 10 heste i træning.