fbpx

“Han kunne alt som træner”

Benny Jensen Memorial er lørdagens hovedløb i Klampenborg. Til minde om den mangeårige toptræner, som vandt hobevise af championater og store sejre. Mange af sejrene i makkerskab med Ole Larsen som jockey.


”Benny kunne alt som træner”, siger Ole Larsen. “Han havde et fantastisk tag på heste, havde både feeling for at træne og matche dem, glimrende til at spotte talent og meget dygtig også til at skaffe kunder.

”Han var helt enkelt komplet i sit fag”.

Makkerskabet mellem Ole Larsen og Benny Jensen indledtes i 1970, i sæsonens anden halvdel. Kort forinden samme år havde Benny Jensen vundet sin første trænersejr i Dansk Derby, men det var ikke med Ole Larsen på ryggen. Det var Jack Egan der red Soames til sejr.

Fem år senere kom derbysejr nummer to til stalden på Damgården, da Ole Larsen styrede Algarve til sejr på Klampenborg, og kort efter vandt Algarve også Svenskt Derby, ligeledes med Ole Larsen i sadlen.

Long John vinder Dansk Derby 1976 med Ole Larsen, træner Benny Jensen ved hovedet. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Og allerede året efter slog konstellationen Benny Jensen/Ole Larsen til på ny i både Dansk og Svenskt Derby, da Long John blev dobbelt derbyvinder.

Alt gik op i en højere enhed på det tidspunkt for teamet Benny Jensen og Ole Larsen, som sad tung på kongetronen i dansk galopsport.

”Long John og Algarve var to forskellige typer heste”, beretter Ole Larsen. “Long John levede på fysikken, mens Algarve havde et eminent hoved. Dansk galopsport havde haft en verdensstjerne, hvis man havde kunnet kæde deres fortræffeligheder sammen til én hest”, griner Ole.

Benny Jensen vandt sin sjette derbysejr længe efter Ole Larsen havde forladt stalden og startet sin egen trænervirksomhed. Det var i 1989 med Togo, assisteret af Bendt Jensens ældste søn, Kim Krøjsfeldt.

Benny Jensens yngste barn er 1988-fødte Nicole Marsing, som er en af Danmarks bedste montéryttere.

Hun plejer at dukke op i Klampenborgs vindercirkel til faderens årlige mindeløb, men ikke ved årets udgave.

Nicole rider nemlig løb denne lørdag eftermiddag i det internationale stævne på Åby-banen i Göteborg, hvor hun danner par med Steen Juul-trænede Palermo Tårs.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top