fbpx

“Han kan være den bedste jeg har redet”

Ordene er Oliver Wilsons. De fløj ud af den unge stjernejockey i minutterne efter sejren i Reverdy Pokalløb (L), hvor 4-årige Wentworth totalt pulveriserede sine konkurrenter og med fire overlegne længder henviste Jubilance til andenpladsen.


Wentworth, der ejes af Flemming Velins ScanVet Stallions og trænes af jockeyens mor, Bettina Andersen, leverede Derbydagens stærkeste præstation med sin udklassering af modstanderne, og Oliver Wilson har nok ret i, at Acclamation-sønnen er den bedste hest han har haft æren af at ride.

Efter en fremgangsrig karriere hos Richard Hannon i Newmarket blev Wentworth forud for denne sæson importeret til Danmark, men vi skulle helt hen til Härkila Golden Mile (L) på SOC-dagen før vi fik ham at se i løb.

Wentworth, der i fjor besejrede 17 konkurrenter i det gigantiske handicap Betfred Mile på Glorious Goodwood, sluttede i sin sæsondebut tredje bag Falconet og Maltho, som han ved den lejlighed gav henholdsvis seks og ni kilo.

Denne gang mødte han Falconet fra lige vægt, og da han samtidig havde fået et løb i kroppen, var opgaven en helt anden.

Wentworth var først ude af startboksen, og herefter dirigerede Wilson hver en meter af slagets gang. Jubilance og Jacob Johansen lå anden hele vejen, og skyggede i en perfekt position Wentworth ind på opløbsstrrækningen, men det stod hurtigt klart, at der intet var at gøre overfor favoritten.

Med 250 meter igen kiggede Oliver Wilson sig over skulderen og konstaterede, at resten af feltet var milevidt efter, og herefter kunne han roligt tage sin hest op og lad ham galoppere over målstregen i ensom majestæt.

Jubilance fulgte fire længder efter på andenpladsen og havde yderligere en halv længde til samme ejer og træners Falconet/Louis-Phillipe Beuzelin på tredjepladsen.

Herefter fulgte Coprah/Elione Chaves og sidste års vinder, Old Pal/Per-Anders Gråberg, mens Mister Big Shuffle og Funinthesand endte uden for præmierækken.


Næste stop Marit Sveaas

Førstepræmien i Reverdy Pokalløb (L) var 125.000 kroner værd for Wentworth, der skal dyste om langt større penge i sin næste start om godt to uger.

Her gælder det nemlig Gruppe-3-opgøret Marit Sveaas Minneløp på Øvrevoll. Et opgør der ligeledes rides over 1800 meter, og hér bliver konkurrencen ligeledes styrket med navne som Without Fear og Bank Of Burden blandt de anmeldte.

Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) er dog langt fra hovedmålet for Wentworth i år, kunne træner Bettina Wilson berette til Carsten Bundgaard efter løbet.

”Wenworth skal på kontinentet. Derom ingen tvivl. Jeg er meget glad for det her resultat”.

Og Flemming Velin supplerede: “”Flying Drummer var jo publikums favorit og den bedste galophest jeg har haft, men ham her nærmer sig”.


Wilshire Boulevard vandt også

En anden af ScanVet Stallions’ nye importer forud for denne sæson, Wilshire Boulevard, havde endnu sin første sejr tilgode for Bettina Andersen forud for Seaside Navigation Derby 3-års Sprint over 1200 meter.

På papiret havde han fået et rent straffespark i opgøret, men det holdt alligevel hårdt op mod mål, og Oliver Wilson måtte gøre alt for at holde sin hest i gang hele vejen til stregen.

Indvendigt kæmpede Ametyst/Manuel Santos nemlig forbilledligt, mens Goldstep/Per-Anders Gråberg ligeledes gjorde sit for at være med i kampen midt i banen. Til slut var dagens største favorit dog i sikker havn og vandt med en sikker længde foran Ametyst.

Wilshire Boulevard, der i sin seneste start var uplaceret i det tyske 2000 Guineas, tjente 25.000 kroner for sejren, men vi har endnu til gode at se ham nå de samme omdrejninger som i fjor, hvor han i træning hos Aidan O’Brien bl.a. vandt Anglesey Stakes (Gr.3) og var fjerde i Grand Criterium (Gr.1).

”Wilshire Boulevard kom nok for tidligt i front i dag, men han vandt heldigvis”, sagde Bettina Andersen til Carsten Bundgaard.


Sejr nummer tre til Bettina Andersen

Bettina Andersen havde uden tvivl sin største dag nogensinde som træner, og Derbydagen blev kronet med en tredje sejr, da Jacob Johansen satte 3-årige Dream’run først på stregen i kamp med altid stabile Plotting/Elione Chaves og Birgitte Nielsens duo Farzan/Carlos Lopez og Playboy/Marcos Robaldo.

”Tre sejre på en derbydag kan man ikke klage over. Min derbyhest Kingsbridge er stadigvæk som en baby, men han skal nok komme”, sammenfattede Bettina Andersen efter sejren til Dream’Run.

Det var svenskejede Dream’runs anden sejr på stribe, og mon ikke der er endnu mere i vente for den italienskopdrættede hoppe over resten af sæsonen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top