fbpx

“Nu er han berettiget til at møde hvem som helst”

Bent Olsen-trænede Cabanac sæsondebuterede søndag med en andenplads i Göteborg Classic Trial, slået med en halv længde af Niels Petersens Ruler Of Course. 


Ruler Of Course/Per-Anders Gråberg besejrer Cabanac/Jacob Johansen i Göteborg Classic Trial. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ruler Of Course/Per-Anders Gråberg besejrer Cabanac/Jacob Johansen i Göteborg Classic Trial. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Falco-sønnen, der i fjor vandt Basnæsløb med ni længder, går nu en storløbssæson i møde hvor træneren ikke er bange for at møde overmagten.

“Han fik fire kilo af vinderen, men Ruler Of Course har været i Dubai og Niels Petersens staldform er jo ikke til tage fejl af, mens alle mine heste har brug for et løb i kroppen første gang ude”, siger Bent Olsen mandag formiddag til GalopSport.

“Jacob (Johansen, red.) fulgte planen ved at lægge sig lige bag Ruler Of Course hele vejen, og det så en overgang ud til at kunne blive tæt, men den sidste luft manglede. Jeg var utroligt glad for at konstatere, at Cabanac er kommet lige så godt over vinteren som jeg havde troet, og nu er han berettiget til at møde hvem som helst”.

Cabanac blev hævet med to kilo fra 78 til 80 for sin præstation i sæsondebuten.


Der var en halv længde imellem Ruler Of Course og Cabanac på stregen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Der var en halv længde imellem Ruler Of Course og Cabanac på stregen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Bent Olsen og Lone Kaj-Nielsen har sammen vundet tre af de seneste seks udgaver af Jyllandsløbet i Aarhus med Boxing Day, Jubilance og Smartinblack, og Cabanac kan blive den næste i rækken.

“Det er klart, at det er et stort ønske for Lone at se ham starte i Jyllandsløbet, men han er en hest der skal gå op med de bedste i årgangen og han er både meldt i Svenskt og Norsk Derby, samt i Norsk 2000 Guineas, der allerede ligger den 2. juni. Det er meget muligt, at han starter dér næste gang”, siger Olsen, der også har vundet tre af de seneste otte års udgaver af netop hingstenes Guineas på Øvrevoll. Senest i fjor med netop Lone Kaj-Nielsens Brownie.

Cabanac blev købt for blot 8.000 euro igennem Marc Antoines MAB Agency på Deauvilles October Yearling Sale i 2014.

Han er ud af den ustartede Elusive Quality-datter Ibizane og stammer fra samme moderlinje som Prix Ganay (Gr.1)-vinderen Execute, avlshingsten Tot Ou Tard og Wido Neuroths tidligere svenske Derbyvinder Handsome Hawk.


Reprise og resultat: Göteborg Classic Trial.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top