fbpx

Nostalgi og professionalisme i Iffezheim

Torsdag sender Lennart Hammer årets første hest i aktion, når 4-årige Silvestro køres fra stalden i tyske Iffezheim til franske Lyon. 


Lennart Hammer.
Lennart Hammer.

Silvestro, der blot starter for tredje gang i karrieren, skal ud over 2150 meter med Bertrand Flandrin på ryggen og duoen møder syv konkurrenter.

“Silvestro er en sent udviklet hest, som først debuterede sent i 3-årssæsonen. Han vandt sin anden start i Frankrig og har derefter fået en god, lang pause. Han har kun været let arbejdet herhjemme og selv om jeg mener, at han kan vinde på klassen, er jeg også overbevist om, at han mangler et løb i kroppen”, siger Hammer til GalopSport.

“Når vi vælger at tage til Lyon med ham, er det først og fremmest fordi man i Frankrig først får et handicap når man har startet der tre gange. Derudover er han franskopdrættet og får således meget mere ud af at starte i sit fødeland”, fortsætter han.


Rennstall No 7, hvor Lennart Hammer holder til. Foto: rennstall-no7.de/
Rennstall No 7, hvor Lennart Hammer holder til. Foto: rennstall-no7.de/

Som i de gode, gamle dage…

Efter en flot sæson i fjor, hvor stalden nåede op på 24 heste, er det gået endnu stærkere med at få fyldt boksene henover vinteren. Lige nu er der fyldt helt op i de 30 bokse.

“Stalden ejes af Turf Club Baden. Det er den samme ejer som i gamle dage da jeg var lærling i Iffezheim. Jeg var i lære hos Trond Hansen og i nabostalden trænede Manfred Prinzinger. Jeg forelskede mig i hans datter og i dag er vi lykkeligt gift, har to børn sammen og bor i mine svigerforældres tidligere hus”, siger Lennart.

Den idylliske stald i Iffezheim. Foto: rennstall-no7.de/
Den idylliske stald i Iffezheim. Foto: rennstall-no7.de/

“Også derfor betyder det meget for mig at træne i Baden-Baden. Vi har en god og travl hverdag og børnene trives i skolen. De taler både flydende tysk og dansk, og vi taler dansk i huset, så de ikke glemmer sproget. Man ved jo aldrig om vi en dag flytter tilbage til Danmark igen”.


Et af Lennart Hammers træningslot i Iffezheim. Foto: rennstall-no7.de/
Et af Lennart Hammers træningslot i Iffezheim. Foto: rennstall-no7.de/

De 2-årige fylder en tredjedel af stalden – hold øje med Sugar Daddy…

“Der blev handlet godt ind på åringsauktionerne i efteråret og hvis jeg lige nu skal fremhæve en af de 2-årige, må det være Sugar Daddy, der ejes af Turf Club Baden. Han er opdrættet på Gestüt Brümmerhof og ud af en Listed-vinder der havde 92 i handicap. Han har en halvbror der er vinder og Listed-placeret og en Areion-helbror der vandt i England sidste år. Han er en tidligt udviklet hest, som jeg forventer kan være med i de store 2-årsløb”.


3-årige Wynn Encore. Foto: rennstall-no7.de/
3-årige Wynn Encore. Foto: rennstall-no7.de/

Wynn Encore – Gruppe-1-hest?

Blandt de 3-årige skal man ifølge Hammer specielt bide mærke i Wynn Encore.

Den franskopdrættede King’s Best-datter startede kun en enkelt gang i fjor, hvor hun sluttede tredje bag Kambria i det store 100.000 euros auktionsløb i Baden-Baden.

I år kommer Wynn Encore hovedsageligt til at starte i Frankrig, og hun er bl.a. meldt i det franske 1000 Guineas.

“Hun er en god hest og der er fortsat meget udvikling i hende. Igen ser der ud til at være flest penge at hente for hende i Frankrig, men hun kan også starte i de tyske auktionsløb, der lidt på samme måde som den skandinaviske breeders’-serie gør det muligt for heste med et handicap i 80’erne at tjene rigtig store penge. Jeg har en anden 3-årig, Cometic Star efter Manduro, som ligeledes vil få denne type oplæg”.


Lennart Hammer. Foto: rennstall-no7.de/
Lennart Hammer. Foto: rennstall-no7.de/

På lønningslisten

Lennart Hammers setup i Iffezheim er anderledes end for en almindelig trænervirksomhed.

“Jeg er ansat af den person der lejer stalden af Turf Club Baden og er i princippet en helt almindelig lønmodtager. Jeg får min løn hver måned plus procenter af indvundne præmier og har ingen udgifter selv – enhver træners drøm”, slutter Lennart Hammer med et grin.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top