fbpx

Halvbror til Efesos på Scandinavian Open Yearling Sale

Pengemæssigt har Odessa Racing Club vundet langt større beløb end de 60.000 kroner, som Efesos indkasserede ved sejren i lørdagens Fyensløb, men glæden over førstepladsen var ikke til at tage fejl af for hestens tre ejere.


”Det er stort, at vinde det største løb på Fyn som fynbo”, sagde delejeren Jes Henneberg på staldterrænet en times tid efter løbene.

“Og så måden han gjorde det på. Føring hele vejen med topvægt i en krævende bane.”

”Jeg var ikke så optimistisk som de andre, men det er dejligt at blive glædeligt overrasket”.

Højt humør var der også hos Royal Experiment-sønnens opdrætter Lone Pedersen på Stutteri Nova.

”Jeg har en lillebror til ham på auktionen på fredag, med Juniper Tree som far, og moderen har fået føl i år ved Royal Experiment, som også er far til Efesos”, berettede hun.

Odessa Racing Club havde også Dark Eagle til start i Fyensløbet.

”Han manglede som ventet løbet efter sin lange pause. Synes han holdt godt ved. Vi dropper dog planen om at starte ham i Skandinavisk Grand Prix på lørdag”, konkluderede Henneberg.

Banespillet i Odense nåede over flotte 180.000 kroner i det ni løbs store program.

For første gang i karrieren vandt Bent Olsen et løb, hvor ingen triospiller havde løst kombinationen, som betød jackpot i dagens sidste væddeløb.

”Ufatteligt, for jeg havde tippet hans hest Ventuari som vinder i vores baneprogram”, grinede den mangeårige opdrætter og formand for Fyns Galopklub, Gert Larsen.

Han og hele bestyrelsen var konstant i arbejdstøjet under gårsdagens løb, for at få det hele til at klappe.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top