Klampenborg bød på årets sidste løbsdag på en række yderst velbesatte løb med Basnæsløb som hovedbegivenhed – men det var dog alligevel kampen om jockeyernes championat, der tog det meste af opmærksomheden.
Basnæsløb, de 2-åriges længste opgør over 1800 meter, tegnede på forhånd til et opgør mellem Ewa Breitholtz’ hoppe-duo Phoney Phonic og Polette, og Sven Christensens veltrukne Hackman, som har overrasket yderst positivt i år og udviklet sig stærkt fra start til start.
I totalisatoren var Phoney Phonic mest betroet, men da løbet skulle afgøres var der slet ingen spor af favoritten. I stedet overtog Hackman/Graham Wragg teten ind på lige bane og trak i ensom majestæt fra til overlegen sejr på over 10 længder foran Bent Olsen-trænede Garyson/Manuel Santos og Mr Leroy Brown/Ole Larsen, som efter hård kamp henviste en skuffende Phoney Phonic til fjerdepladsen.
Der var 25.000 kroner i førstepræmie til Hackman, der er ejet og opdrættet af Stutteri Poulsensminde og trænet af Sven “Mr Ibrahim” Christensen.
Hackman er faldet efter Final Appearance – Skee The Feen, hvilket naturligt gør ham til en sen type. Før sæsonstarten lignede hesten på grund af sin størrelse egentlig ikke en væddeløber, men med hjælp fra Sven Christensens gode træningsarbejde går han igennem året som en af de højestratede danske heste.
“Han er en ærlig hest som står hele dagen. Selv om det var 1800 meter, kunne han uden problemer have taget en runde mere”, sagde Sven Christensen efter løbet og fortsatte:
“Hvis han kommer sig 100% oven på denne start, går vi til Den Jydske Vinterfavorit i Århus den 4. november. Der må han også have en rimelig vinderchance”.
Hele 23 2-årige var blevet starterklæret i dagens to første maidenløb. Det første af slagsen blev afviklet over 1300 meter, og her gav Flemming Poulsen et seriøst bud på en kommende storløbsvinder i form af Remember, der under Sara Slot leverede en fantastisk spurt de sidste 100 meter og nøjagtig fangede den længe førende Birdie Nam-Nam/Villarroel. Remember er en svenskfødt brun hoppe v. Spectacular Tide – Sholam v. Riverman, som blev købt på den svenske åringsauktion i fjor.
Hun er lillesøster til GT Dano Mast, som Flemming Poulsen også havde store forventninger til, men desværre blev han skadet tidligt i karrieren og fik aldrig vist hans egentlige styrke.
Måske kan den talentfulde lillesøster rette op på dette. Hoppen ejes af Stald Remember & Stald Eddie. Løbets tredjeplads blev besat af den svenske gæst Whistle, der på sin afstamning også skal kunne række langt til næste år.
Dagens andet maidenløb blev vundet meget sikkert af Søren Jensen-trænede Correze. Kim Andersen styrede stort set begivenhederne hele vejen på den brune hingst, og i opløbet trak han nemt fra til fire længders sejr foran Sisus/Mark Larsen og Go To Fortunen.
Correze er endnu en spændende 2-årig fra Søren Jensens stald. Søren træner to af Correzes ældre søskende, de klassisk placerede O’Kelly og Duchess Of York, hvilket helt sikkert giver et plus i det daglige arbejde.
Correze er opdrættet på York Stutteri og ejes af Lady Doc, Birthe Müllertz og Kim Elsass. Ligesom i første løb var der 15.000 kroner til vinderen.
Grundet banens beskaffenhed oven på en hård sæson og de seneste dages store mængde nedbør, blev to 2400-meter-løb afviklet med flagstart.
Det første, Symboli Kildare Handicap, fik en sensationel vinder i form af Luis Villarroels Just For Fun. Med træneren selv i sadlen trak den hidtige maiden let fra feltets øvrige deltagere og sejrede usvigelig sikkert foran Medusa Sacc/Dickie og Ifrisco Sacc/Larsen. Der var forståeligt nok glæde hos Luis Villarroel, som lod pisken vibrere frem og tilbage i håndledet de sidste 75 meter til mål.
Også hestens ejer, tidligere amatørrytter Kjartan Lund Nielsen, var begejstret for at vinde på Klampenborgs finaledag. Det var Just For Funs 10. start i år, og hidtil var det kun blevet til to små placeringer – så både glæden og overraskelsen var naturligvis stor.
Jasmin Handicap blev også afviklet ved flagstart. Fjorten dage inden havde Finn Ind Sting vundet overlegent på samme distance, samme underlag og også ved flagstart, så han var den naturlige favorit til sejren. Men favoritten måtte se sig besejret af en stærkt gående Galibis/Sara Slot.
Efter Finn Ind Sting havde gjort det hårde arbejde undervejs, tog Sara Slot det stille og roligt med Galibis, og på den lige strækning gik den 6-årige vallak forbi og havde næsten fem længders føring over stregen. Finn Ind Sting holdt ved til andenpladsen foran Cherokee, Alex og Ivan.
Træner Brian Wilson satte punktum for en flot sæson med to dagssejre. Den første i form af Neon Deion/Manuel Santos, der kom strygende udvendigt i banen og nedkæmpede Minali/Tølbøll og Candeloro/Slot. Neon Deion vandt sin anden årssejr, og lader til at have genfundet forårsformen.
I finalen af Amatørtrofæ Serien sadlede Brian Wilson Mrs Communication for Louise Møller, og Louise kvitterede med at vinde sikkert før Palish/Ødegaard og Jasmin/Vittarp. Det var karrierens første sejr for 4-årige Mrs Communication (billedet), der har haft en ganske stabil sæson i år.
En af dagens mest seværdige opløbskampe kom i No Sex Handicap, hvor Luis Villarroel til perfektion red 3-årige Dunbar først over stregen foran gode ældre handicappere.
Dunbar var sikkert, men derimod var der forrygende kamp om andenpladsen mellem Kim Andersen og Mark Larsen på henholdvis Sir Edwin og Olympic Line. De to ryttere kæmpede indædt ned gennem opløbet, ingen af dem ville give sig – og det resulterede til sidst i dødt løb!
Resultatet fik dog ingen betydning for afgørelsen af jockeychampionatet, som Kim Andersen vandt med en enkelt sejr før Mark, der ellers havde ført stort set hele sæsonen.
Kim Andersen tog derved revanche for sidste års andenplads bag Mark Larsen, og det blev samtidig til den danske rytters 12. championat på hjemmebanen!
Flot, flot, og derudover skal Kim selvfølgelig også krediteres for præstationerne på Øvrevoll og Täby, hvor det med garanti også bliver til førstepladser.
Dermed rundede Klampenborg en sportslig flot sæson af, og publikum kan med god grund glæde sig til portene slås op i 2001 – for der sker store ændringer i vinterpausen….

























