fbpx

“Håber, at han får lov at se tribunesvinget før løbet”

Morgendagens Derby Trial Stakes i Klampenborg byder på deltagelse af en hest i træning hos Täbys Tommy Gustafsson.


Det handler om Hightower, som til forskel fra flere af konkurrenterne allerede har prøvet den aktuelle distances 2200 meter.

Det var i Hightowers sin seneste start på Jägersro, hvor han var nærmeste vidne til den gedigne opvisning af Be My Academy.

”Det var også første gang, at Hightower overnattede udenbys”, siger Tommy Gustafsson.

“Det gør han også inden Derby Trial Stakes, idet hesten rejser fredag formiddag”.

”Jeg håber, at Klampenborgs ledelse giver mig tilladelse til, at vi kan vise Hightower tribunesvinget inden løbet”, fortsætter den gennemsympatiske stockholmer.

“Min hest holder ud fra træningen at dømme sin form,og jeg tror på en placering blandt de tre første og dermed en billet til Dansk Derby”, siger Tommy Gustafsson.

Med 80 i tal skal det gå helt skævt for Hightower, hvis der ikke bliver tale om gensyn i Dansk Derby, såfremt hesten kommer skadesfri over debuten i Ordrup Mose.

Hestens træner har to derbysejre i hjemlandet, men fortsat sin første derbysejr til gode i Danmark.

Det er over et år siden, at Tommy Gustafsson har startet hest i Klampenborg, til trods for han driver en stald, med omkring et kvart hundrede heste, og det er bestemt ikke modvilje mod banen nord for København.

”Tværtimod, men det er simpelthen for dyrt at starte der”, siger Tommy Gustafsson. “Du skal være mindst toer for at det balancerer”.

”Klampenborg og Øvrevoll læner sig op af hinanden set fra svensk synspunkt. Det er hovedsageligt amatørtrænerne i vores land, som gæster de to baner, fordi amatørerne ikke har de samme driftsomkostninger som de professionelle”, fortæller Tommy Gustafsson.

”Personligt så jeg gerne, at min stald var klart oftere repræsenteret på både Klampenborg og Øvrevoll, men jeg må simpelthen varetage mine kunders interesser bedst muligt. Hestene har mange startmuligheder her på Täby, og så kan omkostningerne holdes nede”.

”Både Hightowers ejer og jeg kommer til Derby Trial Stakes, og du kan tro vi glæder os”, slutter Tommy Gustafsson.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top