fbpx

Guineas Trial: Irish Rock fra sidst til først

Ind på opløbet i Klampenborgs forprøve til Dansk 2000 Guineas havde Bettina Andersens Irish Rock og Oliver Wilson flere længder at hente på sine fire konkurrenter, men med sin fremragende accellerationsevne formåede Fastnet Rock-sønnen at runde feltet indvendigt i banen og trække fra til en let sejr på små to længder foran Bent Olsens duo Hongkong Dragon og Brownie.


Irish Rock vandt sin væddeløbsdebut på Klampenborgs premieredag den 25. april, hvor han løb “dead heat” med den senere Mowerina-2’er Ray.

I sin anden start var Irish Rock dog helt under isen og sluttede godt 15 længder bag Manacor og Ray i det første Guineas Trial.

Dette løb var ment som en optakt til Norsk 2000 Guineas, men ovenpå skuffelsen sprang Bettina Andersen den norske klassiker over.


Hongkong Dragon ny Guineas-favorit?

Hverken Irish Rock eller Guineas Trials tredjehest, Brownie, er meldt i Dansk 2000 Guineas den 28. juni, og dermed stryger Bent Olsens Hongkong Dragon op som en af de absolutte forhåndsfavoritter til opgøret.

Mingun-sønnen gjorde sin blot anden karrierestart, og i debuten besejrede han den senere Jyllandsløbs-2’er, Dark Eagle.

Hongkong Dragon er Bent Olsens eneste tilbageværende kort i Dansk 2000 Guineas, som i skrivende stund har 19 potentielle kandidater.

To af disse er Jessica Longs duo Volatile og Sergel, som begge har andre store opgaver på programmet i nærmeste fremtid og derfor kan tænkes at springe den danske klassiker over.

Niels Petersen har fortsat Horatio Bloom stående, men han skuffede fælt i Jockeyklubbens Jubileumslöpning i tirsdags.

Også Søren Jensens hoppe, Columbine, opretholder engagement i Dansk 2000 Guineas, men hun har endnu ikke tændt rigtigt til i denne sæson og var uden indflydelse i lørdagens Guineas Trial.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top