På trods af den svære udgangsposition fra spor 12 lykkedes det søndag eftermiddag Stutteri Bakkehave med fleres superhoppe Good Girl at vinde Sofierolöpning over 1730 meter på Jägersro.
Mas Media-datteren fik ikke den hurtigste start, men Nicholas Cordrey havde hende hurtigt oppe i omdrejninger og inden det skarpe første sving havde jockeyen sin hest placeret i andet/tredje spor, hvorefter parret kunne styre slagets gang hele vejen til målstregen.
Rundt opløbssvinget koblede Good Girl grebet på førende Lam Of Mull, og den danske duo førte hele vejen ned gennem opløbet for til sidst at afvise et par gode angreb fra Al Calvados/Per-Anders Gråberg og Mr Dark Wolf/Carlos Lopez.
Sejren lød på to lette længder for Good Girl, der trænes på Enghavelyst af Hanne Bechmann, er opdrættet af Brdr. Vang-Lauridsen & Bechmann Stud, og som tidligere nævnt ejes af Stald Bakkehave m.fl.
Netop Stald Bakkehave, alias Gurli Olesen og Karsten Birk, vandt her deres sejr nummer 100, hvilket må siges at høre til sjældenhederne inden for dansk galopsport! Sejren var den femte i årets sejs første starter for Good Girl, der næste gang atter skal prøve kræfter med distancen 2400 meter i Dansk Oaks hjemme på Klampenborg.