Pengene fortsætter med at strømme ind på kontoen hos Niels Petersen-trænede Golden Memory, der torsdag aften fulgte op på sin seneste triumf i Svenskt Breeders’ Trophy Mile med at stryge helt til tops i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer over 1800 meter på Øvrevoll.
Der var tale om de “skandinaviske mesterskaber”, men det var de danskopdrættede heste der sad på samtlige placeringer i præmierækken. Lige bag Golden Memory (Dexterity) fulgte den ellers længe førende Edge Of Eternity (Academy Award), mens den danske 2000 Guineas-2’er Manchego (Dexterity) tog tredjepladsen før Derby-2’eren Alvin (With Approval) og Jyllandsløbsvinderen Fabinho (Painter’s Row).
At de danskopdrættede heste totalt kontrollerede de skandinaviske mesterskaber er sikkert ikke noget de forhåbningsfulde sælgere er kede af, her hvor kataloget til Dansk Galops Årinsauktion lørdag den 3. september på York Stutteri netop er gået i trykken.
I fjor var det i øvrigt Edge Of Eternity der trak sig sejrrigt ud af Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer på Øvrevoll, og da var det med Golden Memory på andenpladsen. Denne gang blev rollerne byttet om, og den vindende Dexterity-datter rundede med sejren 940.000 norske kroner i samlet karriereindtjening. Dette var hoppens fjerde sejr i 10 starter for ejerkredsen Nordic Girl Power, og som ved sejren i Breeders’ Trophy Mile var Niels Petersens førstejockey Per-Anders Gråberg i sadlen på Golden Memory.
“Hun har et hjerte der er større end mange øvrige hestes tilsammen, og selv om hun er en lille hest, giver hun sig helt enormt. Hun står både meldt i Norsk og Dansk Oaks, så der findes fortsat gode løb til hende sæsonen ud”, sagde den glade dansker Niels Petersen, der er godt på vej til at kunne tage sit første norske trænerchampionat.

























