fbpx

Ginmann bragte Norsk 2000 Guineas hjem til Aarhus

Sejren i Norsk 2000 Guineas gik til Danmark. Eller nærmere betegnet til Aarhus. Marc Stott kom, så og sejrede med sin Jyllandsløbsvinder Ginmann, der i Oliver Wilsons sikre hænder overrumplede Swedish Dream over de sidste 200 meter og tog førstepræmiens 175.000 kroner med trekvart længde.


Ginmann og Oliver Wilson modtages efter Jyllandsløbssejren. Foto: Ole Hindby.
Ginmann. Foto: Ole Hindby (Arkiv).

Ginmann fristede ellers en tilværelse bagest i feltet undervejs, men Wilson bevarede det kølige overblik og tog den korteste vej ind på opløbet, hvorefter Fast Company-sønnen arbejdede sig frem indvendigt i banen.

Over de sidste 250 meter gik det for alvor stærkt, og til slut var der ingen tvivl om, at Aarhus-gæsten var den bedste hest på banen i dag.

Annike Bye Hansens Swedish Dream holdt andenpladsen foran Cathrine Erichsens Silver Falcon, mens de to sidste præmiepladser tilfaldt Wido Neuroths Dardenne og Annika Sjökvists Color Me Crazy.

Løbet blev især en skuffelse for Niels Petersen og Bent Olsen, idet begge championtrænernes deltagere endte uplaceret. Olsens Istan og Talisman blev sjette og ottende, mens Petersens Spitzbergen og Positive Outcome blev syvende og niende.

“Han har en utrolig speed, og der lod til at være et godt tempo på løbet undervejs, så jeg var ikke urolig for at ligge bagest”, sagde en glad Oliver Wilson efter Guineas-triumfen, og han blev suppleret af træner Marc Stott:

“Han har vundet sine løb nemt hjemme i Aarhus, men denne gang mødte han nogle af Skandinaviens bedste 3-årige – og måske er han nu også en af de bedste”.

Marc Stott, der i vinterpausen tog det kontroversielle valg, at flytte fra Odense til Aarhus, har i sandhed formået at kickstarte sin virksomhed på Jydsk Væddeløbsbane.

Træneren har meldt Ginmann i Norsk St. Leger senere på året, men ellers er der mangel på storløb for den irskopdrættede Breeze Up-import, som nu er ubesejret i sæsonens fire første starter for sin fynske ejer, Birgitte Bro Lindhardt.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top