fbpx

Fyensløbssejr til Gentleman Jack

Han kom ind i løbet med to kilos overvægt og uden mange venner i totalisatoren, men Tina Mortensen-trænede Gentleman Jack var gjort klar til sekundet og viste sig knusende overlegen i årets udgave af Stark Fyensløbet.


Gentleman Jack og Nicolaj Stott efter sejren i Stark Fyensløbet.
Nicolaj Stott hilser på et par unge fans efter sejren i Fyensløbet. Foto: GalopSport.

Final Appearance-sønnen vandt med mange længders afstand til Aalborg-gæsten Vainqueur, der akkurat holdt sidste års vinder Fillip Stark bag sig.

Gentleman Jack fik en god start i hænderne på Nicolaj Stott, der dog valgte at pakke ham lidt ind i stedet for at gå med i udgangstempoet der blev sat af East Meets West, Armagnac og Funk Soul Brother.

Ud på bagsiden overtog Funk Soul Brother føringen, mens Rockyto efter en placering blandt de sidste fra start avancerede frem udvendigt og tidligt begyndte at presse hårdt på Funk Soul Brother.

Det gav en åbning på vej ind i svinget til Gentleman Jack, som blev sendt frem udvendigt for de to forreste og fik first run ind på opløbet.

Herefter var hesten helt alene på banen, og allerede et godt stykke før målstregen rejste Stott sig op i bøjlerne og leverede en populær sejrsgestus ud mod det fynske publikum.

Sejren i Fyensløbet var 60.000 kroner værd for ejerkredsen med navnet Facebook Galophesten, og det var Gentleman Jacks anden sejr i årets ni starter.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top