fbpx

Fremragende Champions Day i vente på Ascot

Champions Day på Ascot byder på en perlerække af storløb, med Qipco Champion Stakes (Gr.1) over 2000 meter som hovedbegivenhed. Løbet er doteret med £1.300.000 og en førstepræmie på ca. 5,5 millioner danske kroner.


Found og Ryan Moore vinder Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1). Foto: Amie Karlsson / GalopSport.
Found og Ryan Moore vinder Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1). Foto: Amie Karlsson / GalopSport.

Favorit er årets franske derbyvinder, Almanzor (Wootton Bassett), der rides af Christophe Soumillion og trænes hos Jean-Claude Rouget i Pau i Sydfrankrig.

Overraskende kommer årets Prix de l’Arc-vinder, den 4-årige hoppe Found (Galileo), allerede ud igen. Med Ryan Moore i sadlen skal hun revanchere sig for sit nederlag til Almanzor i Irish Champion Stakes.

Af særlig dansk interesse er den 3-årige hoppe Quiet Reflection (Showcasing), der starter som favorit i dagens andet løb, British Champions Stakes over 1200 meter. Den af Hubert Strecker delejede hoppe er dobbelt Gruppe-1-vinder i år og skal dels møde den femårige topsprinter Mecca’s Angel (Dark Angel) og den ubesejrede Shalaa (Invincible Spirit) blandt sine 13 konkurrenter.

I dagens første løb, Champions Long Distance Cup over 3200 meter, starter årets Ascot Gold Cup vinder Order Of St George, der senest var tredje i Prix de l’Arc. Desuden sidste års St. Leger-vinder Simple Verse, som også må gives en god chance.

Fjerde løb er Queen Elizabeth II Stakes for milerne. Her kommer årets 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Galileo Gold (Paco Boy) samt Ribchester (Ifraaj), som senest vandt Gruppe-1 i Deauville og slog netop Galileo Gold.

Den 3-årige hoppe Minding (Galileo) er favorit efter sine sejre i både 1000 Guineas og Oaks. Dette tegner til et fremragende væddeløb.

Dagens sidste løb, Balmoral Handicap, har 23 deltagere over 1600 meter, og den samlede præmiesum er £250.000.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top