fbpx

Fredrik Johansson stopper karrieren

Den flotteste karriere nogensinde for en svensk jockey har på bedrøvelig vis nået sin afslutning. “Jeg har redet mit sidste løb”, fortæller Fredrik Johansson til galopsport.dk på dagen før han fylder 43 år.


Fredrik Johansson blev født ind i galopsporten som søn af den tidligere jockey Sven-Åke Johansson. Han er opvokset i Malmö og startede med at ride som 7-årig.

Senere blev han en del af ponygalop-sporten, red et enkelt løb som amatørrytter i en alder af 15 år, og blev lærling hos træner Mikael Jacobsson i 1988.

I 1990, som 19-årig, vandt Fredrik Johansson både Dianalöpning og Svenskt Kriterium og indred samlet over 1,6 millioner kroner. Det var meget dengang, men alligevel ikke i nærheden af den storhedstid som resten af hans karriere blev indbegrebet af.

En karriere, der både har budt på kontrakt og adskillige vindere i Hong Kong, udtagelse til den internationale jockeyturnering Shergar Cup, hvor han red en vinder for Team Europe, et langt og i Skandinavisk perspektiv legendarisk samarbejde med træner Wido Neuroth – og så, selvfølgelig, to triumfer i Deutsches Derby (Gr.1) på Hamburg-Horn med Adlerflug og Wiener Walzer.

I Skandinavien vandt Fredrik Johansson alt hvad der er blevet budt på af storløb, og helt sensationelt har han vundet 14 Derbysejre fordelt på Sverige, Danmark og Norge.

Og dertil kan naturligvis lægges de to tyske Derbysejre.

Fredrik Johanssons karriere har dog langt fra været skadesfri, og allerede under sit ophold i Hong Kong for snart 20 år siden pådrog han sig en alvor skade i sin skulder og albue.

Sidenhen er han flere gange blevet opereret i henholdsvis ryg, skulder, arm og nakke – men hver eneste gang har han formået at kæmpe sig tilbage til toppen og vinde de vigtigste løb.

“Beslutningen om at stoppe karrieren nu er taget efter grundige overvejelser og på grund af omstændigheder som jeg ikke selv hersker over. Jeg slutter med øjeblikkelig virkning og selv om jeg ikke har planlagt min umiddelbare fremtid, er jeg overbevist om, at den ikke kommer til at omhandle galopsporten. Jeg vil benytte lejligheden til at takke alle dem der har støttet mig igennem årene. Ingen nævnt og ingen glemt”, lyder det fra Fredrik Johansson, der nåede i underkanten af 2000 sejre, hvoraf langt over 100 var enten Black-Type eller klassiske triumfer.


Herunder kan du gense to af Fredrik Johanssons absolut største øjeblikke – sejrene i Tysk Derby (Gr.1) i 2007 på ryggen af Adlerflug og i 2009 med Wiener Walzer.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top