Årets tredje og sidste Derby i Skandinavien står allerede for døren på næste søndag den 20. august. 43 heste står tilbage før starterklæringen til millionopgøret på Øvrevoll, og desuden byder dagen som sædvanligt på en perlerække af storløb.
Stall Perlens norske Kriteriumsvinder Ami De Vega (Lope De Vega) kan sørge for, at Wido Neuroth kan afslutte sin mere end 50 år lange trænerkarriere med endnu en norsk Derbytriumfator.
Ami De Vega er med sit handicap på 84 den højest rangerede kandidat på listen, to kilo over Bent Olsens Irish Fire (Make Believe) og Jessica Longs Captain’s Choice (Dawn Approach), som i øvrigt begge er danskejede.
Også Søren Jensens duo Got A Lot (Camelot) og Silver Wings (Appel Au Maitre) er blandt de fremtrædende navne.
Norsk Derby har en samlet præmiesum på 1.255.000 norske kroner.
Hvordan de endelige felter kommer til at se ud ved vi først op ad formiddagen på fredag, men der er blandt andet mulighed for, at Titannia (Appel Au Maitre), Iron Butterfly (Swipe) og Ascot Brass (Juniper Tree) får lov at mødes på ny i Lanwades Stud Stakes (L).
I Polar Cup (L) står Duca Di Como (Clodovil) klart bedst til, og hvis han starter, kan det bl.a. blive mod Hotline Bling (Cotai Glory), Irish Action (Zoffany) og City Code (Kodiac).
Bliver der omsider et nyt comeback for Square De Luynes (Manduro) i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3)? Og bliver det i så fald imod Hard One To Please (Fast Company), Good Fortune (Appel Au Maitre) og Kick On (Charm Spirit)?
Og så er der ej at forglemme to storløb på programmet for den yngste årgang. Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer og The Heatherwold Cup, begge over 1370 meter og med 182.000 norske kroner i samlet præmiesum.
Før starterklæringen er 16 af de tilsammen 20 anmeldte heste i de to løb enten trænet af Niels Petersen (9), Wido Neuroth (4) eller Silja Støren (3).
Starterklæringen til den norske Derbydag sker senest kl. 9:30 fredag morgen.