fbpx

Frankels første Gruppe-2-vinder

Den ubesejrede Frankel datter, Fair Eva, der ejes af Prins Khalid Abdullah, var tung favorit i dagens Gruppe-2-opgør Lowther Stakes for hopper i York.



Fair Eva måtte dog se sig besejret af en anden Frankel-datter, Queen Kindly, der kom med to sejre i bagagen samt en tredjeplads på Royal Ascot.

Den fukse hoppe Queen Kindly er opdrættet og ejet af en anden Abdullah, nemlig Jaber Abdullah. Moderen Lady of The Desert (Rahy) vandt selv dette løb i 2009, og mormoderen Queen’s Logic vandt det i 2001.

Efter et stærkt ridt af Jamie Spencer kunne den Richard Fahey-trænede hoppe vinde med trekvart længde foran Coolmores Roly Poly, der bar halvandet kilo mere for sine tidligere gruppeløbssejre.

Queen Kindly forventes nu at træde op i Gruppe-1-klassen næste gang i Cheveley Park Stakes i Newmarket.


Postponed tilbage med sejr

Dubawi-sønnen Postponed, der blev slettet som storfavorit i King George & Queen Elizabeth Stakes på grund af en luftvejsinfektion som har ramt mange af træner Roger Varians heste, vendte tilbage med en flot sejr i Gruppe-1-løbet Juddmonte International.

Løbet gik på York som højdepunkt på førstedagen af deres store Ebor Meeting og han vandt foran Highland Reel som netop vandt på Ascot, hvor Postponed var slettet, og en uheldig Mutakayyef fra Hamdan al Maktoums stald.

Han var uheldig fordi vinderen trængte ham ud mod rails, hvilket kostede Postponeds jockey Andrea Atzeni en to dages udelukkelse.

Løbets førstepræmie var på £500.000. Postponed forventes nu at gå direkte til Prix de l’Arc i oktober.

Postponed blev meget kontroversielt flyttet fra træner Luca Cumani sidste år ved denne tid til Roger Varian sammen med ejerens øvrige ca. 35 heste.

Det var efter mange års samarbejde mellem Sheikh Mohammed Obaid (fætter til Sheikh Mohammed al Maktoum som står bag Godolphin) og Luca Cumani.

Efter gårsdagens sejr kom der nogle udtalelser fra ejeren, som kaster lidt lys over det overraskende brud sidste år.

Sheikh Obaid udtalte: ”Jeg er militærmand og når jeg giver en ordre så skal den adlydes. Jeg vil ikke høre på en træner, som giver mig ordrer. Jeg siger det samme til Simon (hans anden træner Simon Crisford). Hvis jeg siger, at du skal starte min hest i et løb, så skal den starte. Jeg vil ikke modtage undskyldninger bagefter”.

Unægtelig en krævende ejer som også taler med sin træner hver dag og gerne ringer til ham sent, hvis han kommer i tanke om noget.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top