fbpx

Fra Frankrig til Århus til Oslo

Øvrevoll byder på topløb til frokost onsdag eftermiddag med både Norsk Opdrætningsløb, Norsk Kriterium og Norsk St. Leger på programmet.


Felterne til de to største løb er ikke overvældende, med blot fem heste i Norsk St. Leger og seks startende i Norsk Kriterium.

I Kriteriet gør franskfødte Danish Design debut i træning for dens ejer, Jan Olsen, og det var først i 11. time, at beslutningen blev foretaget om at start i Oslo.”Valget stod mellem den aktuelle opgave og et toårsløb i Klampenborg på lørdag”, siger Jan Olsen. “Hun trænede imidlertid så overbevisende i sit sidste arbejde, at jeg har valgt at prøve hende i Norsk Kriterium”.

”Så må vi se om jeg har spændt buen for voldsomt”, fortsætter Jan Olsen. “Hendes femteplads senest i Frankrig har vist sig at være god form, idet de placerede heste foran hende i løbet har gjort det godt efterfølgende”.

”Hun kom til min stald den 20. august. Var tynd og hårdt trænet. Det er absolut et spændende emne på sigt. Danish Design har gået et par banejobs, og jeg har været fuldt tilfreds med hende.”

Bemærk, at løbene på Øvrevoll allerede starter klokken 12.20, med spil i fælles skandinaviske puljer.

Fløjhesten i Jan Olsens stald er den to år ældre, ligeledes franskfødte Aylin, som var slettet i Oslo i sidste måned med næseblod, og Aylin har formentlig nu afsluttet sæsonen.”Det tror jeg. Hun har fået et vrid i træningen, og jeg ved vi har en god hest til næste år”, konstaterer Jan Olsen.

Danish Design skal først og fremmest krydse klinger med Wido Neuroths ubesejrede superhoppe, Taja, der har fået tre sejre under bæltet og vundet mere end 200.000 kroner. Niels Petersen udfordrer med både danskejede Victoria Prada, som kommer med en andenplads fra Amacitalöpning i bagagen, samt Beentheredonethats halvsøster Mai Pen Rai, der i overbevisende stil vandt sin debut på Øvrevoll.

I Norsk St. Leger har Niels Petersens svenske Derbyvinder, Duke Derby, den klare favoritværdighed. Duke Derby møder den danske Derbyvinder, staldkammeraten Davicii, samt en yderligere staldkammerat i Matauri. De danske farver forsvares af Lone Bagers Jyllandsløbsvinder, All Quest, og den enlige svenske deltager er Johan Reuterskiölds Hat Parade.

Jan Olsen er i gang med sin første sæson som træner i Aarhus.

”Jeg er fuldt tilfreds med træningsforholdene, og også med servicen. Vi må gå hurtigt med hestene på græsset dagen efter der har været løb, og vi får også lov til at gå græsgalop op til storløbene. Jeg har intet at klage over”, fortæller Jan Olsen, der påfredag er at finde på åringsauktionen på York Stutteri.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top