fbpx

Fortsætter Call Of Duty hvor han slap i fjor?

Lørdag 22. april slår Klampenborg portene op til den første af i alt 20 løbsdage i 2017. Det bliver med syv løb programmet, og der lægges ud med Birte Müllertz Antikviteter Åbningsløb, hvor den regerende championtræner Bent Olsen sadler to af feltets fem deltagere.


Jubilance, The Kicker, Maltho og co. mødes endnu engang i Niels Overgård Memorial. Foto: Burt Seeger.
Jubilance/Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.

Den ene er den tidligere Jyllandsløbsvinder Jubilance, som efter et 2016 med 18.250 kroner i samlet præmiesum skal forsøge at rejse sig igen.

Meget kunne måske tyde på, at Oratorio-sønnens flotte karriere er tæt på endestationen.

”Men folk tager fejl, hvis de mener det”, siger Bent Olsen 2. påskedag til GalopSport.

“Han var så uheldig i fjor ved flere lejligheder. Jeg er helt overbevist om, at hesten kommer til at levere i denne sæson”.

Jubilance er blevet otte år og har præcis 50 løb i benene med præmier for 1.219.786 kroner.

Jubilance indleder sæsonen med 88 i handicap, dens hidtil laveste udgangspunkt forud for en sæson som ældre hest i Skandinavien.

”Han kommer også til at hæve sit nuværende tal, det er jeg slet ikke i tvivl om”, siger Bent Olsen. “Han har trænet virkelig fint op til sæsondebuten på lørdag”.

”Det er noget af det bedste jeg ved som træner, at have ældre heste i stalden, som tilhører eliten. Det viser, at både træner og personale har gjort det godt med hestene i mange år”.

”Det samme er tilfældet med Call Of Duty, som starter i samme løb som Jubilance. Han er et år yngre end Jubilance, og havde en bedre sæson i fjor end i 2015″, fortsætter Bent Olsen.

”Call Of Duty er mere afhængig af baneforholdene end Jubilance. Han er klart bedst på en blød bane”.

Call Of Duty. Foto: Burt Seeger.
Call Of Duty/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

Den tidligere danske St. Leger-vinder Call Of Duty starter sæsonen med 86 i handicap, to kilo under hans hidtil bedste, mens Jubilance indleder fem kilo fra sit maksimale tal. Call Of Duty vandt årets allersidste galopløb i Klampenborg i fjor, og han har dermed mulighed for at fortsætte præcis hvor han slap ved at vinde det første løb i 2017.

I sadlen på Jubilance finder vi Lone Kaj-Nielsens favoritjockey, Jacob Johansen, der nu er tilbage efter en skade i hånden, mens Bent Olsens nyudnævnte førstejockey, Elione Chaves, er i bøjlerne på Call Of Duty.

De to Olsen-heste møder tre konkurrenter i form af Captain Morgan/Carlos Lopez, som starter for første gang i Flemming Poulsens regi, samt Francisco Castros Sea Commander/Per-Anders Gråberg og Karen Nielsen-trænede Run By Faith.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top