Første sejr til avlshingsten Dexterity

Torsdag aften var ventetiden forbi for den danske førsteårgangshingst Dexterity, der igennem sin søn Whatasurprise fik sin første sejr over 1200 meter på Øvrevoll.


Whatasurprise nedkæmpede under Espen Ski den Wido Neuroth-trænede hoppe Dancing Party med kort hoved og tjente 34.000 norske kroner.

Kingmambo-sønnen Dexterity blev på sidste års åringsauktion modtaget dårligt af køberne, men dette kan vise sig at være en fejl, idet hingsten med endnu ganske få startende afkom har gjort sig flot bemærket. Isøndags var hans søn Loire således tredje gennem mål i Rainbowstables.com Skandinavisk Opdrætningsløb, og i dag kom så den første sejr med debutanten Whatasurprise.

Whatasurprise er opdrættet på danske Stutteri Østerbygaard og er ud af Ali Royal-datteren Fablie. Fablie er udover at være halvsøster til Gruppe-3-vinderen Farouge også mor til en vinder i Frankrig og kapable Fortyfour, som nåede at vinde løb som 2-årig i fjor inden han blev skadet. Stutteri Østerbygaard fremstiller på Dansk Galops Åringsauktion i år en halvsøster til Whatasurprise efter den nye svenske hingst Distant Thunder (Storm Cat).

Whatasurprise kostede i øvrigt blot 25.000 kroner på Åringsauktionen i fjor, hvor han blev solgt til Niels Petersen, der fortsat både ejer og træner hesten nu.

Andenhesten fra 2-årsløbet på Øvrevoll, DancingParty, er ligesom Whatasurprise danskopdrættet, idet han kommer fra Stutteri Hjortebo og er efter Academy Award. Det blev altså en dansk 2-årsdouble i et ellers stærkt besat maidenløb med opdræt fra både England, Sverige og USA.

Seneste artikler

Scroll to Top