fbpx

Første føl ud af La Petite Chinoise

Dr Fong-datteren La Petite Chinoise, der i sin aktive karriere var én af Skandinaviens absolut bedste hopper, fik i den forgangne uge sit første føl, en hoppe efter Danehill-sønnen Tiger Hill.


La Petite Chinoise blev købt for 28.000 guineas på Tattersalls October Yearling Sales i 2002 af Kiddy Elsass, og hun startede sin karriere i England hos træner Rae Guest. La Petite Chinoise kom til Danmark i midten af 3-årssæsonen, hvor hun kort tid efter ankomsten sejrede i både Fabellaløb og Dansk Oaks. Sejrene blev fulgt op af en tredjeplads i Dansk St. Leger og til sidst en Listed-triumf i Jockeyklubbens Avelslöpning (L) på Jägersro.

Som 4-årig opnåede La Petite Chinoise endnu en Listed-sejr i Erik O Steens Memorial (L) på Øvrevoll, og hun sluttede året af som kort slået tredje bag engelske Oblique og Halfsong i Jockeyklubbens Avelslöpning. Som 5-årige nåede den Lars Kelp-trænede hoppe ikke at vinde, og sæsonens højdepunkt var en tredjeplads i Erik O Steens Memorial (L).

La Petite Chinoises første bedækningsaftale blev indgået med Darley Stud og den tredobbelte Gruppe-1-vinder Tiger Hill, og resultatet blev altså et hoppeføl. La Petite Chinoise skal igen i år bedækkes på Darley Stud, og denne gang er valget faldet på Kingmambo-sønnen Dubai Destination, som allerede fik sit gennembrud med sin første årgang i fjor, hvor hans søn Ibn Khaldun bl.a. sejrede i Racing Post Trophy (Gr.1).

Det er meningen, at La Petite Chinoise vender hjem til York Stutteri inden hendes næste føl kommer til verden, men der er endnu ikke lagt endelige planer for om den nyfødte Tiger Hill-datters fremtid kommer til at foregå inden- eller uden for Skandinaviens grænser.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top