fbpx

“Derbyet er det suveræne hovedmål”

“Han er muskuløs. Han stresser ikke, puller ikke og jeg er helt sikker på, at han står distancen. Og så er jeg så priviligeret, at jeg har fået helt frie hænder til at matche ham imod det suveræne hovedmål, Dansk Derby”. 


Foto: Burt Seeger.
Marlborough og Elione Chaves på vej til start i HK Entreprise Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg i fjor. Foto: Burt Seeger.

Således siger Niels Petersen til GalopSport om Elkær Stutteris 3-årige brune hingst Marlborough, som godt nok indleder sin klassiske kampagne som maiden, men ifølge træneren har udviklet sig til en potentiel Derbyvinder over vinteren.


Tilbage til 1921…

Marlborough er både ejet og opdrættet af danske Elkær Stutteri.

Han er efter den firedobbelte Gruppe-1-vinder Mastercraftsman og ud af Elkærs egenopdrættede Matchmaker (Funambule), som bl.a. vandt Larch Ærespræmie og Pompøs Cup, mens hun var anden bag Funny Legend i Dansk Breeders’ Cup.

Rent faktisk tilhører Marlborough én af Danmarks ældste hoppelinjer.

Linjen kan kan føres hele vejen tilbage til 1921, hvor hoppen Patcham blev importeret til Danmark fra England.

Patchams første afkom, Marcham, vandt seks gange og i avlen blev hun mor til Mazurka, som selv producerede de klassiske vindere Quick Step og Tango.

Elkær Stutteris High Flyer på vej mod sejren i Kapps Stora Pris. High Flyer er ud af Liberty, der er halvsøster til Marlboroughs mor Matchmaker. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Elkær Stutteris High Flyer på vej mod sejren i Kapps Stora Pris. High Flyer er ud af Liberty, der er halvsøster til Marlboroughs mor, Matchmaker. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Tango fik i avlen Tangogirl, hvis datter Sound Of Music blev købt af Elkær Stuteri i 1969.

I 1975 flyttede Sound Of Music ind på stutteriet udenfor Århus og blev siden mormor til fantastiske Rush, der i Elkær Stutteris farver vandt storløb på storløb i 70’erne – heriblandt Dansk Avlsløb, Dansk Kriterium, Mowerinaløb, Dansk Oaks og Svenskt Oaks.

Rush gik efter 3-årssæsonen i avlen hos sine opdrættere og fik hoppen Empress, der ikke alene er mormor til Marlborough, men også til topnavne som High Flyer, Condor og Imagine.


“Og når jeg siger god hest, så mener jeg virkelig en god hest”

“Jeg sætter utrolig stor pris på, at have fået muligheden for at træne for Elkær Stutteri. Ingermarie og Thorkild har satset så hårdt igennem årtier, og det ville være fantastisk at vinde Dansk Derby for dem”, siger Niels Petersen, som heller ikke lægger skjul på sin begejstring for den klassiske kandidat.

Marlboroughs far, Mastercraftsman, vandt bl.a. Irish 2000 Guineas (Gr.1) og er far til bl.a. St. Leger-vinderen Kingston Hill, den franske Derbyvinder The Grey Gatsby og til Niels Petersens tophoppe Icecapada. Foto: Coolmore.
Marlboroughs far, Mastercraftsman, vandt bl.a. Irish 2000 Guineas (Gr.1) og er far til bl.a. St. Leger-vinderen Kingston Hill, den franske Derbyvinder The Grey Gatsby og til Niels Petersens tophoppe Icecapada. Foto: Coolmore.

“Marlborough har alt det der skal til for at blive en god hest. Og når jeg siger god hest, så mener jeg virkelig en god hest”, fortsætter han.

“Naturligvis er der hans fremragende afstamning. Jeg er en stor fan af Mastercraftsman, som også er far til Icecapada, og moderlinjen er næsten så klassisk som den kan blive. Samtidig er Marlborough vældig afslappet i sin løbsstil, og det var meget lidt der afgjorde, at han ikke allerede vandt som 2-årig”.


“Han er en hest med sin egen mening om tingene”

Marlborough startede tre gange i fjor og fik ikke den bedste indledning på karrieren.

I første start hjemme på Øvrevoll blev han sjette bag Marshall Runner over 1170 meter græs, og gangen efter blev han bortvist fra start.

“Han er en hest med sin egen mening om tingene. Han var kommet i startboks, men så mistede Lifeofbryan en sko og hestene skulle læsses om. Og så ville Marlborough ikke ind i boksen igen. Det er selvfølgelig noget vi efterfølgende har arbejdet en masse på”, forklarer Niels.

Næste start var ligeledes over 1170 meter græs, og her kom Marlborough flyvende ned gennem opløbet, men nåede akkurat ikke forbi Rune Haugen-trænede Aife, som siden fulgte op med en let sejr.

Både fjerde- og syvendehesten gennem mål, Südtirol og Cruel Intentions, vandt sidenhen gode løb, mens tredjepladsens Dreamfyre sluttede året med en andenplads bag en anden af Niels Petersens gode klassiske kort, Busy Earning.


Suspicious Mind/Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.
Suspicious Mind/Per-Anders Gråberg vinder HK Entreprise Vinterfavoritternes Ærespræmie foran Marlborough/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

“Han løb mere på sin klasse end noget andet”

Da Niels Petersen satte Marlborough på transporten mod Klampenborg i midten af oktober, var det ikke kun fordi han ønskede, at hesten skulle teste den bløde græsbane og øge rutinen.

Han havde også en forventning om, at hesten ville levere en toppræstation.

“Jeg vidste, at talentet fandtes, og på forhånd var jeg ikke 100% sikker på, at Suspicious Mind bare ville vise sig overlegen. Han løb fortsat meget grønt i Vinterfavoritterne, men alligevel fulgte han stort med set Suspicious Mind hjem og jeg var ovenud lykkelig på vegne af begge heste”.

Fire længder bag Marlborough sluttede den tidligere vinder og Auktionsløbs-3’er Elektra Art.

Derefter var der yderligere en længde til Cabanac, som i sin næste start vandt Basnæsløb med ni længder.

Endelig indtog den tredobbelte storløbsvinder Hongkong Paradigm femtepladsen, så 2015-udgaven af Vinterfavoritterne rummede masser af potentiale.

“Han løb mere på sin klasse end noget andet. På det tidspunkt havde vi endnu ikke rigtig bedt ham om noget i det daglige arbejde, men vigtigst af alt, meldte Chaves tilbage efter løbet, at hesten havde tacklet både den bløde bane og Klampenborgs svære bagside uden problemer”.

Marlborough er ud af en “sen” familie.

Hans mor, Matchmaker, opnåede en fjerdeplads i Aalborg i sin eneste start som 2-årig, hvorefter hun udviklede sig til én af de bedste hopper i dansk træning.

Matchmakers halvsøster, Liberty, nåede ikke til start som 2-årig og accelererede først sent i 3-årssæsonen med sejre i Dansk St. Leger og Sceptre Stakes.


Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen er opdrætterparret bag Elkær Stutteris mange store satsninger og successer igennem mere end fire årtier. Her ses de sammen med deres eget opdræt, Imagine, efter sejr på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.
Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen er opdrætterparret bag Elkær Stutteris mange store satsninger og successer igennem mere end fire årtier. Her ses de sammen med deres eget opdræt, Imagine, efter sejr på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

80 i handicap

Libertys førnævnte afkom – High Flyer, Condor og Imagine – leverede også først varen i 3-årssæsonen og endelig har ingen af Marlboroughs egne søskende, Honeymoon og Wellington, været til start som 2-årige.

Marlborough afsluttede sin egen 2-årssæson med 80 i handicap.

“Det beviser også bare hvilken hest vi har med at gøre her. Han er noget særligt. Jeg stiftede selv bekendtskab med hans halvbror, Wellington, som var i træning heroppe i fjor, og uden at forklejne ham, så er Marlborough bare en anden klasse”, siger Niels Petersen og afslutter:

“Marlborough er meldt vidt omkring over hele Skandinavien, men det er Derbyet der er det store mål. Hvilken optakt han får og hvornår han sæsondebuterer er jeg endnu ikke helt sikker på. Lige nu er alle veje åbne”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top