fbpx

Første kvindelige trænersejr i St. Leger Stakes (Gr.1)

Årets sidste klassiker i England, The St. Leger Stakes, blev løbet på Doncaster lørdag eftermiddag. Træner Aidan O’Brien startede tre af de ni startende i løbet, hvor hans Idaho var en varm favorit med staldens andenjockey Seamus Heffernan i sadlen.


Løbet blev meget dramatisk, idet Idaho på vej ind i opløbet snublede og kastede sin rytter af netop som pacen blev sat op.

Derefter trak den næste Ballydoyle-deltager, Housesofparliament (Galileo), fra i hård kamp med Richard Hannon-trænede Ventura Storm (Zoffany), og netop som sidstnævnte havde skaffet sig en kneben fordel fik “lange” George Baker sin Harbour Law (Lawman) sat i gang med en voldsom spurt som bragte ham forbi til en ¾ længdes sejr.

Vinderen, som var storoutsider til 22/1, trænes af den “lille” træner Laura Mongan og hendes mand Ian Mongan, som tidligere var andenjockey for Sir Henry Cecil. Sejren indbragte foruden uvisnelig hæder en præmie på £396.700.


På denne lørdag lød startskuddet også til Irish Champion Weekend på Leopardstown med Irish Champion Stakes lørdag og Irish St Leger søndag. Det irske St Leger er også åbent for ældre heste.

Dagens Champion Stakes havde samlet et meget flot startflet med otte individuelle Gruppe-1-vindere til start. Blandt andet årets Epsom Derbyvinder Harzand, den franske Prix de Jockey Club-vinder Almanzor samt Aidan O’Briens to tophopper Minding (Epsom Oaks-vinder i år) samt Found (Breeders’ Cup-vinder i 2015).

Franske Almanzor (Wootton Basset) blev en kneben vinder med 1/4 længde under Christophe Soumillon foran Found (Galileo) med Frankie Dettori, medens Minding under Ryan Moore tog tredjepladsen to længder efter. Den franske derbyvinder fra 2015, New Bay, blev fjerde. Derbyvinderen Harzand skuffede fælt og blev niende.

Vinderen Almanzor som ejes af Antonio Caro og G. Augustin-Normand er i træning hos succes træner Jean-Claude Rouget og den kan bogføre en førstepræmie på €523.897 (ca. 3.9 mio. dkk). Christophe Souillon udtalte efter løbet, at Almanzor efter hans mening er Europas bedste treåring og at han håber at kunne ride den i Prix de l’Arc til oktober.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top