Folingssæsonen på Sveriges forsvarende championstutteri Rävdansen er nu kommet godt i gang, og blandt de nye ankomster stikker en enkelt særligt ud. “Iron Butterfly har fået en helsøster”, fortæller Ivan Sjöberg til GalopSport.

“Hende har vi gået og glædet os meget til. Udover at være helsøster til Iron Butterfly, er føllet også halvsøster til millionøserne Ramone og Careless Whisper samt til klassisk placerede Disraeli”.
Swipe-datteren Iron Butterfly, der som 3-årig vandt storløb på stribe og kronede sæsonen med sejre i The Macallan Dansk Derby og Breeders’ Prize Classic, og som i fjor fortsatte fremgangene ved at vinde Dansk Breeders’ Cup og Lanwades Stud Stakes (L), har overvintret i Dubai hvor hun senest var en stærkt afsluttende fjerde gennem mål i Balanchine Stakes (Gr.2).

Videoen herunder viser Iron Butterflys nyfødte lillesøster komme på benene for første gang.
”Til verden er også kommet en Swipe-helbror til Götaland-vinderen Carter, som var den hurtigste 2-årsvinder over 1200 meter på Jägersro i fjor”, beretter Ivan.
Føllet er ud af ligeledes Rävdansen-opdrættede Fabergé (Philomatheia), som selv er en ustartet datter af Day To Shine (Aldebaran) og dermed halvsøster til den svenske Derby-2’er Ramstein (Summer Bird).
“Day To Shine har Tapit-halvsøster i USA med navnet Tip At Tapit, og hendes første afkom efter Gun Runner blev i fjor den dyreste hoppeåring på Keenelands September Yearling Sale. Hun blev solgt for omkring 15 millioner svenske kronor”, tillægger Ivan.

Tidligere på året har Finn Blichfeldts nyerhvervede avlshoppe Glory d’Oro (Medaglia d’Oro) fået et hoppeføl efter den franske avlshingst Goken, og Leif Erikssons svenske auktionsløbsvinder Jamaica (Barocci) er nedkommet med en hoppe efter Swipe.
“Jamaicas første afkom, den 2-årige hoppe Blue Lagoon efter Mustajeeb, er gået i træning hos Roy Arne Kvisla på Bro Park”.
Den umiddelbare fremtid hvad angår folinger på Rävdansen byder på en helbror- eller -søster til Francisco Castro-trænede Single Malt (Swipe), og derefter kommer turen til Finn Blichfeldts Mandelblüte (Sholokhov), der er i fol ved Sea The Moon (Sea The Stars).
