Føltid: Hingst efter Courage Under Fire hos Yasmine Nilsson

Hos den unge svenske opdrætter Yasmine Nilsson i Skåne, kom et hingstføl ud af 3-årsvinderen Pink Star til verden den 9. maj. “Et rigtig fint føl efter Courage Under Fire, og en spændende bror til 3-årige Allegiant”, fortæller Yasmine til GalopSport.


Pink Star med sin nyfolede hingst efter Courage Under Fire. Foto: Yasmine Nilsson.

Hingstføllet er andet afkom ud af Pink Star (Eishin Dunkirk), der foruden at være vinder som 3-årig også var anden i Cinnamon Challenge, tredje i SM Classic og femte i Breeders’ Trophy Stayer. Hun opnåede som bedst et handicap på 83.

Pink Star er selv ud af den femdobbelte vinder Blue Jean Baby (Spectacular Tide) og søster til otte vindere, heriblandt Maddox (Most Welcome), der i 2009 var tredje i Dansk Derby bag Inchiline (Songline) og Fru Heiberg (Platini).

Pink Stars mormor, Angel Love, vandt bl.a. Peugeot Pokalløp for Hopper (L) på Øvrevoll og blev senere mormor til Skandinaviens championhoppe i 2014, den tredobbelte Listed-vinder Angel Light (Most Welcome).


Allegiant (rød hue) slutter anden bag A Million Dreams på Bro Park. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Pink Stars første afkom er den nu 3-årige Juniper Tree-søn Allegiant, som i Madeleine Smiths varetægt startede to gange på Bro Parks dirt i fjor.

Efter en fjerdeplads i debuten på halvanden længdes afstand af Ram Jam (Giant Sandman), var Allegiant den 17. november slået med hals af Cathrine Erichsen-trænede A Million Dreams (Moohaajim), som i søndags sæsondebuterede med en ny sejr i Göteborg.

Allegiant er både tilmeldt Sveriges Derbyserie, Jockeyklubbens Grand Prix, Breeders’ Trophy-serien og Svenskt St. Leger i 2025.


Pink Stars hingstføl er endnu et afkom efter Courage Under Fire med markante aftegn. Foto: Yasmine Nilsson.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top