Årets tredje føl i regi Stutteri Stork kom til verden den 31. marts på Haras du Taillis i Normandiet, da Edallora nedkom med en hoppe efter Hunter’s Light. “En helsøster til Sir Jeffrey”, fortæller Henrik Stork til GalopSport.

Det er det blot andet hoppeføl ud af Refuse To Bend-datteren Edallora, siden hun i efteråret 2017 blev importeret fra Irland til Danmark af Stutteri Stork.
Efter fire hingstføl på stribe folede hun først i 2023 en hoppe efter Footstepsinthesand (Giant’s Causeway), som nu har fået navnet Étoile Noire og trænes af Rikke Rohbach Bonde for Stald Kabo.
Edalloras hidtil mest vindende afkom er 5-årige Sir Jeffrey (Hunter’s Light), som på lørdag indleder sæsonen som forsvarende vinder i Klampenborgs Åbningsløb over 1600 meter.

Sir Jeffrey, der ejes af Karin Salling og trænes af Lea Olsen, har hidtil vundet fem af sine 19 karrierestarter og begynder 2025 med et handicap på 86 – to kilo under sit indtil videre højeste niveau.
Edallora er ud af Aga Khans tredobbelte Listed-vinder Ebaziya (Darshaan) og halvsøster til ikke mindre end fire Gruppe-1-vindere – de to Ascot Gold Cup-vindere Enzeli og Estimate, Irish Oaks- og Prix Royal Oak-vinderen Ebadiyla samt Moyglare Stud Stakes-vinderen Edabiya.
“Edallora skal igen bedækkes ved Hunter’s Light, som også er tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie”, afslutter Henrik Stork.