Føltid: Helbror til Go Get Happy på Thorskovgaard

Den 5. marts nedkom den tidligere 2-årsstjerne Two Shots Of Happy med sit tredje føl på Stutteri Thorskovgaard. En hingst efter Go Go Gadget, som dermed er helbror til det klassiske håb Go Get Happy.


Two Shots Of Happy (Zebedee) med sit hingstføl efter Go Go Gadget. Foto: Stutteri Thorskovgaard.

Go Get Happy startede seks gange som 2-årig i fjor, hvoraf halvdelen var i storløbssammenhæng. I Jonna Larssons træning var den skimle vallak femte i både Produce Stakes og Dansk Auktionsløb på Klampenborg, mens det blev til en anden- og tredjeplads hjemme på Jägersro.

Two Shots Of Happy (Zebedee) er ligeledes mor til 2-årige Silver Bullet (Go Go Gadget), som er gået i træning hos Sveriges championtræner Lennart J:r Reuterskiöld for sin ejer Tord Olsson.

Two Shots Of Happy blev som 2-årig importeret til Norge fra Doncasters Breeze Up, hvor hun gik for et hammerslag på bare 13,000 pund.

Hun kom i træning hos Niels Petersen, og den 13. juli debuterede hun med en overlegen fem længders sejr på Øvrevoll foran den senere vinder af Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer, Appelé Amour (Appel Au Maitre).

I starten efter besejrede Two Shots Of Happy også Monza (Footstepsinthesand) i Eckbo Legats Vandrepokal, hvorefter hun var tredje bag staldveninden Fingerprints (Footstepsinthesand) i The Heatherwold Cup.

2-årssæsonen blev afsluttet med to sejre. Først Svealandlöpning på Bro Parks Cup-dag foran Society Flight (Society Rock) og Jet Pilot (Lethal Force), og derefter i et 2-årsløb på Jägersro foran Riwaj(Firebreak).

Two Shots Of Happy fløj henover underlaget på Jägersro den 25. oktober. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Two Shots Of Happy på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Derefter gik turen mod Dubai, hvor Two Shots Of Happy i sin anden start blev femte i UAE 1000 Guineas – pladsen lige bag den senere tredobbelte skandinaviske Guineas-triumfator Queen Estoril (Camacho).

Tilbage i Skandinavien blev det ikke til flere sejre for Two Shots Of Happy, der som 3-årig bl.a. var anden i Derby Sprint på Jägersro og alligevel tjente tæt på en kvart million norske kroner.

Efter en 4-årssæson der kun bød på tre starter, stoppede hoppen som væddeløber og blev budt en videre karriere i avlen.

Hun er ud af den vindende Dansili-datter Guarda Pampa, der igen er halvsøster til den engelske og irske 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Cockney Rebel (Val Royal), mens tredjemoderen Wacky Princess (Miswaki) er Stakes-vinder og mor til en yderligere Stakes-vinder i USA .

Two Shots Of Happy og Per-Anders Gråberg. Foto: Erika Rasmussen.
Two Shots Of Happy og Per-Anders Gråberg på Meydans træningsanlæg. Foto: Erika Rasmussen.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top