fbpx

Fly Societys forældre til salg

Efter 50 år i hestesporten har opdrætter Ib Larsen valgt så småt at drosle ned, og stutteriets heste er netop sat til salg.


Og det er ikke helt uinteressante emner der kommer i spil for landets øvrige opdrættere, der nu har chancen for at sikre sig forældrene til publikumsyndlingen Fly Society.

Ib Larsen vil nemlig sælge den 15-årige avlshingst Flyinfact, der som væddeløber var ubesejret som 2-årig og bl.a. vandt Vinterfavoritternes Ærespræmie, før en skade satte en alvorlig dæmper på hans fremtidige karriere. Flyinfact nåede blot at starte få gange efterfølgende, bl.a. med en tredjeplads i Dansk Derby.

I avlen er Flyinfact ikke levnet mange chancer hidtil, og igennem hele hans stutterikarriere er det blot blevet til ca. 25 bedækkede fuldblodshopper. Til gengæld har Flyinfact virkelig formået at levere varen som far til bl.a. Fly Society, vinder af Skandinavisk Grand Prix og med et utal af topplaceringer i både Gruppe- og Listed-opgør.

Endvidere er Flyinfact far til et af årets rigtig varme klassiske emner, 3-årige Fairwind, der var en knusende overlegen vinder af sin eneste start som 2-årig i fjor.

Fly Society er ud af den irske hoppe Pollenca, der selv var ustartet, men i avlen er mor til to vindere ud af lige så mange startere. Law Society-datteren har i år en 2-årig helbror til Fly Society i træning, og hun er igen ifol ved Flyinfact, hvilket vil sige at en eventuel køber om få måneder kan se frem til en helbror- eller -søster til Fly Society.

De øvrige hopper Ib Larsen har sat til salg er ligeledes ifol ved Flyinfact.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top