fbpx

Flot amatørsejr i Silver Blaze Sweepstakes

Aalborg Væddeløbsbane åbnede portene for den nye galopsæson i går med de to traditionsrige væddeløb Silver Blaze Sweepstakes og Professor Moriarty Memorial. Solen skinnede over banen, og der var mange publikummer ude på tilskuerpladsen, da årets første galopløb blev afviklet.


– Af Lone Kaalund Thiel

Ann-Charlotte Nielsen red offensivt på løbets favorit Moune Shine fremme i førerfeltet, velvidende at Moune Shine havde en fordel frem for løbets øvrige deltagere ved at have løb i kroppen. I opløbet kom der dog et meget flot angreb helt nede fra bagfeltet af Rikke Munk på Ulla Frydenbergs Able Ayr. Det blev en fin opløbskamp, hvor de to heste duellerede længe, indtil Able Ayr til sidst måtte bøje sig for Moune Shine. Moune Shine er faldet efter Muthill og Moune, ejes af Else Nielsen og trænes af Villy Nielsen.

I Silver Blaze Sweepstakes var der gensyn med klasse-3-hestene.

Løbet var på forhånd meget jævnbyrdigt med La Sellier og Gold Winner som de mest spillede. Ingen af disse to gjorde sig dog nævneværdigt bemærket i løbet, og i stedet blev løbet til et flot væddeløb imellem Affarati med Tinna H. Meier og Arctic Palace med Nanna Skovsgaard.

De to amatørryttere udkæmpede en indædt opløbsduel, hvor Affarati med Tinna Hovgaard Meier kunne trække sig ud som vinder af det traditionsrige løb. I tidligere tider var dette løb jo dedikeret til amatørrytterne, så det var rart at se løbet to eneste amatørryttere besætte de første pladser.

Samtidigt var det et glædeligt gensyn med Affarati, der sidste sæson pådrog sig en svær kodeledsforvridning på det ene forben, hvorfor Affarati stoppede sæsonen tidligt sidste år. Affarati ejes af konsortiet ‘Stald Aalborg’ og trænes af Lone Kaalund Thiel. Affarati er nærmest specialist i Sherloch Holmes løbene idet valakken tidligere har vundet både Professor Moriaty’s Memorial og Silver Blaze.

Begge løb i Aalborg var præget af små felter, og selvom der var meget publikum på banen var spillelysten på galophestene nærmest katastrofal lille med henholdsvis 19.000 og 24.000 kr i omsætning. Vi håber, det var en enlig svale!

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top