Aalborg Væddeløbsbane dannede lørdag rammen om en flot afslutning på galopsæson 2005. Novemberregnen havde nærmest ’silet’ ned de seneste dage, så de aktive blev budt på en meget våd og regntung bane. Kort før start brød solen heldigvis igennem, så løbene kunne afvikles i den flotteste novembersol.
Af Lone Kaalund Thiel
Dagens første løb var over 2100 meter havde sidste løbsdagsvinder Montenero samt Gold Winner som forhåndfavoritter. Louise Møller tog fronten på Montenero, men blev ret hurtigt presset af Breeders Love og Dorte Andersen. I opløbssvinget avancerede Lea Olsen med topvægtede Colour Blind frem i en flot finish og parret kunne ’sejle’ hjem til en knusende overlegen sejr efter et veldisponeret ridt af Lea Olsen. Der var hård kamp om resten af pladserne, hvor Breeders Love med sin nye amatørrytter Dorte Andersen kunne sikre sig andenpladsen efter en fin indsats foran Nanna Skovsgaard på Ocean’s Eleven.
Bent Olsen træner vinderen 3-årige Colour Blind (IRE), der har haft en meget fin sæson med hele 3 sejre og en indtjening på ca. 60.000 kr. Colour Blind ejes af Rex Shipping.
Kampen om titlen ’Årets Hest’ blev dermed afgjort allerede i dette løb, idet Gold Winner aldrig nåede frem fra bagfeltet og sluttede uplaceret. Dermed var kampen afgjort til fordel for Snappy Times allerede inden årets finaleløb, hvor Snappy Times gik til start som forhåndsfavorit.
Mark Larsens taktik på Snappy Times er vanligt at gå til front, men i dag var taktikken lagt om. Mark valgte taktisk smart at tage den lidt med ro i starten. Derved fik Snappy Times et meget fint rygløb på fronthestene Turbo Man og LB Seawing. I opløbet var kræfterne sluppet op hos de førende, og så var der plads til ren opvisning af herlige 10-årige Snappy Times og Mark Larsen, der med sikker margin kunne vinde finalen 2005. Jan Olsen sluttede fint af til andenpladsen med Flying Colours foran All Rich og Nanna Skovsgaard.
Snappy Times kunne med sæsonens fjerde sejr sætte en fed streg under den velfortjente titel som årets galophest 2005. Snappy Times har i ni starter præsteret fire sejre, to andenpladser og to placeringer og en samlet indtjening på 50.350 kr, hvilket er en flot præstation af en 10-årig handicapper! Der var derfor også mange klapsalver fra publikum, da træner og ejer Ulla Frydensberg modtog æresdækken og laurbærkrans til Snappy Times i vindercirklen efter løbet.
Aalborg kunne hermed sætte punktum for en kvalitetsmæssig meget flot sæson, hvor banen nok må siges at være blevet noget mere tydelig på ’galop-landkortet’ efter at Louise Møller og Mark Larsen har valgt Aalborg som base for deres træningskvarter. Louise kunne derfor velfortjent modtage hyldesten som Årets Trænerchampion. Medierne i Aalborg har stor fokus på Louise og Mark både i aviser og lokal-tv, hvilket er en uvurderlig reklame for galopsporten i området.
Hos de professionelle gik championatet til Le Tølbøll, der med hele syv sejre allerede inden finaleløbene var sikker på titlen. Der var derimod lidt mere spænding omkring lærlinge- og amatørchampionatet. Her kunne en sejr for henholdsvis Ann Charlotte Nielsen og Nanna Skovsgaard have udløst championatstitler.
Det blev dog ikke tilfældet, hvorfor Marc Stott kunne modtage titlen som årets lærlingechampion og Rikke Munk Sørensen dom årets amatørchampion. Omkring Rikkes titel skal det fremhæves, at den nok var lidt ekstra fortjent, når det tages i betragtning, at championatet er Rikkes allerførste efter en meget lang årrække som ihærdig aktiv amatørrytter.