fbpx

Flemming Poulsen overtager Captain Morgan

Klampenborg-træneren Flemming Poulsen overtager inden weekenden den tidligere skandinaviske 3-årsmester, Captain Morgan. Den nu 6-årige Diamond Green-søn er vinder af fire løb i blot 15 starter, og har næsten en kvart million kroner på sin præmiekonto.


Captain Morgan kan være blandt premieredagens stjerner på Klampenborg. Foto: Lisa Lindbjerg.
Captain Morgan/Kevin Stott. Foto: Lisa Lindbjerg.

”Det er en ny kunde i min stald, som har købt ham”, fortæller hestens nye træner Flemming Poulsen til GalopSport.

“Han kommer til løbene i Klampenborg, og vil gerne have noget at se på”.

Captain Morgan indleder sæsonen med 86 i handicap, og er den klart højst handicappede hest i Flemming Poulsens stald.

”Vi skruer nu ikke forventningerne for højt op, her til at starte med. Det er Tom Christensen som har stået for handlen og Captain Morgan kommer hertil i morgen”, oplyser Flemming Poulsen.


Captain Morgan/Oliver Wilson besejrer Brownie/Rafael Schistl og Irish Rock/Per-Anders Gråberg i Nine Furlong Handicap. Foto: Burt Seeger.
Captain Morgan/Oliver Wilson besejrer Brownie/Rafael Schistl og Irish Rock/Per-Anders Gråberg på Klampenborg i 2016. Foto: Burt Seeger.

Captain Morgan fik en skade som 2-årig og debuterede derfor først som som 3-årig på Jyllandsløbsdagen i Aarhus.

Rygterne svirrede om en hest med mere fart i benene end de fleste, og det var ikke tom snak.

I Marc Stotts træning blev Captain Morgan den mest overlegne vinder på en dansk galopbane i nyere tid, med hele 17 længder ned til nærmeste konkurrent.

Med den suveræne debutsejr afklaret, gik Captain Morgan til Skandinavisk 3-årsmesterskab på Øvrevoll, hvor hesten også vandt i opvisningsstil for Jacob Johansen.

Kort tid efter triumfen i Oslo blev Captain Morgan igen skadet, og han startede ikke igen før 4-årssæsonen, hvor Stott igen ventede til Jyllandsløbsdagen.

Her vandt hesten sammen med Kevin Stott Jydsk Champion Stakes, og derefter blev overliggeren hævet reelt. Først med en start i Klampenborgs Pokalløb (L), hvor han var fjerde bag Falconet, Berling og Coprah.

Derefter startede Captain Morgan i det højdramatiske Scandinavian Open Championship (Gr.3), hvor Mekong River og Moe Green styrtede rundt tribunesvinget.

Captain Morgan var selv tæt på at miste Kevin Stott og havde siden aldrig chance for at blande sig i slutstriden. Og herefter røg formen også.

Captain Morgan kom tilbage med fornyede batterier i fjor, hvor han vandt sæsondebuten foran et så stort navn som Brownie.

Det var samtidig tredje år på stribe, at hesten vandt direkte i sæsondebuten.

Noget, man måske ikke bør glemme, når tiden kommer i 2017.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top