fbpx

Fighter Carlras indleder sæsonen for Bechmann

I år fejrer Hanne Bechmann 30 års jubilæum som professionel træner, og sæsonen indledes med 13 heste i træning på Enghavelyst. Staldens første starthest bliver Fighter Carlras, der lægger ud på Jägersro på onsdag.


Fighter Carlras/Carlos Lopez tager årets første sejr. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Fighter Carlras. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Han har trænet fint og holder god grundkondition. Spørgsmålet er nok, om der er luft nok til en sæsondebut over 2400 meter, men derudover virker alt godt med ham”, siger Hanne Bechmann, der har staldens førstejockey Rafael De Oliveira i bøjlerne på den 5-årige Excellent Art-søn.

Fighter Carlras viste i fjor glimrende takter på Jägersros dirt track, hvor fire starter indbragte en enkelt sejr, en andenplads samt to tredjepladser. Den fukse hingst har heller aldrig været dårligere end tredje, når han har gæstet banen i Malmö.

Generelt vurderer Hanne Bechmann staldens heste til at være godt med på dette tidspunkt af sæsonen, og hun forventer at sende langt størstedelen ud i løbet af de kommende uger.

“Vi har fire tiltænkte starter på Klampenborgs premieredag. Stinger og Monte Carlo går ud i Åbningsløbet, og så har vi Carolus og Spotless klar til maidenløbet over 1600 meter”.

“Carolus blev opereret i knæet efter sin eneste start i fjor og Spotless missede fuldstændig starten i sin debut, så det er to endnu helt ubeskrevne navne vi kommer med. Tiltroen til dem er intakt”, siger Hanne, der ligesom alle andre har været igennem en lang vinter – men vinteren på Enghavelyst har virket endnu længere.

“Ja, vi har stort set været uden lys og øvrig strøm siden november, og det blev først bragt i orden for en uge siden. Jeg tror også det er derfor, at flere af hestene endnu ikke er fældet helt af og lige har brug for lidt mere tid”, forklarer hun.

Fremvisning hos Hanne Bechmann på Enghavelyst. Foto: Burt Seeger.
Fremvisning hos Hanne Bechmann på Enghavelyst under Klampenborg HesteEjerForenings staldrundgang. Foto: Burt Seeger.

Hanne Bechmann var ikke selv til stede under sidste lørdags staldrundgang, og det skyldtes, at hun kort før fremmødet på Enghavelyst måtte tage på skadestuen med problemer i det ene øje.

“Det kom ud af det blå og gjorde meget ondt, så jeg havde ikke andet valg end at få det undersøgt. Det viste sig, at jeg havde nogle ridser på hornhinden og en inflammation i øjet, men det er heldigvis blevet bedre nu”, afslutter hun.

Hanne Bechmann har i løbet af sine 30 år som professionel træner vundet samtlige klassiske løb op til flere gange, og hidtil er hun noteret for fire Derbysejre. Tre af dem er vundet på Øvrevoll med La Isleta i 1988, Icecolt i 1991 og Reflection i 1992, mens hun i 2011 sadlede Tigress Eleven til sejr i Dansk Derby.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top