Torsdag eftermiddag var Lennart Reuterskiöld-trænede Woy Woy på jagt efter sin femte sejr på stribe.
City On A Hill-sønnen blev for første gang i karrieren sendt ud over 2400 meter på Täbys græs, og under Jacob Johansen måtte den 3-årige komet kæmpe overraskende hårdt for sejren mod den stærkt afsluttende Zababa Zacc/Luis Santos, og sejren blev først slået fast efter forstørret målfoto.
Det var Woy Woys fjerde sejr ud af lige så mange mulige i indeværende sæson, men hesten der blev købt på Goffs Breeze Up som 2-åring er ikke meldt i nogen klassiske opgør i Skandinavien.
Dette betyder dog, at Lennart Reuterskiöld i ro og mag kan håndplukke de bedste opgaver til hesten, der i mange tilfælde vil undgå at møde de bedste klassiske kandidater på sin vej.
Med torsdagens sejr bragte Woy Woy sig op på i alt fem karrieresejre og hans indtjening lyder nu på 188.000 svenske kroner.